Skip to main content

Tusind ”Altankasse” fordi I gider

| Administrator | Nyheder 2007

”Det kan være svært at sige tak. Men så sig bare noget andet. Så længe du anerkender de frivilliges indsats i dansk idræt.

”Det kan være svært at sige tak. Men så sig bare noget andet. Så længe du anerkender de frivilliges indsats i dansk idræt." Det er budskabet i en stor landsdækkende kampagne, som går i luften i dag og varer en måned frem.

Danmarks Idræts-Forbund og Nordea Danmark-fonden står bag opfordringen om at anerkende og påskønne idrættens frivillige. Der er omkring 500.000 frivillige i idrætten: Trænere, holdledere, bestyrelsesmedlemmer, de der kører ungerne til kamp, og alle de andre, der hjælper til i dansk idræt.

Kampagnen er utraditionel. Det kan nemlig være svært at sige tak. Derfor har DIF i kampagnens film, radiospot, plakater, postkort m.m. udskiftet ordet tak med ord som fiskekutter, autoværn, majskolbe, altankasse og kalenderlys. Det vigtige er ikke så meget, hvad du siger, men at du gør noget aktivt, så den frivillige føler sig værdsat. DIF håber, at kampagnen med sin uhøjtidelige og humoristiske tone kan sætte gang i en trend, hvor idrættens frivillige rundt i hele landet takkes med sjove ord.

"Kampagnen gør opmærksom på, at vi skal værne om den kæmpe indsats, de frivillige yder i idrætten. Det er ikke nogen selvfølge, at de er der. Og der er ikke noget, der tyder på, at det bliver lettere at finde frivillige trænere, ledere og hjælpere, så hvis vi skal gøre os forhåbninger om at tiltrække nye frivillige, skal det markeres og gøres synligt, at deres indsats værdsættes," siger Regitze Siggaard, der er medlem af DIF's bestyrelse.

De 11.000 idrætsforeninger i DIF har fået tilsendt kampagnemateriale for at kunne sætte kampagnens budskab på dagsordenen både i marts og i tiden fremover. Idrætsforeningerne har også fået en pjece med gode råd til at rekruttere, fastholde og anerkende de frivillige.

Alle kan ved at klikke ind på kampagnens hjemmeside, hvortil der er et link nedenfor, sende en hilsen til en frivillig og dermed påskønne hans eller hendes indsats. På hjemmesiden kan man også se kampagnefilmen, bestille kampagnematerialer m.m.

Kampagnefilmen bliver vist på TV2 i marts måned.

http://www.takenfrivillig.dk