Skip to main content

Nye kræfter på kortområdet

| Administrator | Nyheder 2007

Flemming Nørgaard er pr. 1. januar 2007 forbundets nye kortsupervisor.

En præsentation er næste overflødig, men jeg prøver alligevel.

Flemming og kort har gennem en menneskealder været tæt knyttet sammen. Som uddannet kartograf, og tidligere ansat i det der dengang hed Geodætisk Institut, nu Kort- og Matrikelstyrelsen, og senere Geografisk Institut på Århus Universitet, har det faglige grundlag hele tiden været i orden.

Men Flemming ville mere end sit job. Han ville løbe orientering og var fra første færd omdrejningspunkt for den ”kortrevolution”, der med udgangspunkt i Norge ramte Danmark i 1966. De første orienteringskort blev til mange, og kendetegnede for Flemming er det, at han aldrig er slået op i banen, men altid har været med, hvor nye streger skulle tegnes.

Det gælder i forbundets udvalgsarbejde og i det internationale arbejde, hvilket har givet ham en række af orienteringssportens fineste æresbevisninger.

Men så sagt. Flemming er trods sin efterhånden 63 år en fremtidens mand. Det så vi i forbindelse med det netop afviklede WOC 2006, hvor især kortarbejdet høstede stor national og international anerkendelse og gav os masser af erfaringer.

Det er netop den opsparende viden og erfaring, der nu skal bringes fremadrettet ind i forbundets arbejde på kortområdet. Derfor har DOF med virkning fra årsskiftet indgået en opgavebestemt aftale med Flemming om at virke som kortsupervisor, foreløbig for det kommende år.

Opgaverne er tidligere beskrevet i annoncen, men den vigtigste nyskabelse er den direkte hotline til Flemming om alle de kortfaglige og trykke tekniske spørgsmål du som korttegner, kortansvarlig eller kortsælger i klubben måtte sidde inde med. Som et kendt ansigt vil Flemming også være synlig på stævnepladserne, altid klar til en faglig snak om kortkvaliteten, og vejene til at opnå den.

For kort er ikke noget der kommer af sig selv. De skabes i en koncentreret proces, hvor dygtige orienteringsløbere bruger timer i skove og ved PC’ren, for at skabe grundlaget for den fair konkurrence vi alle elsker så højt. Korttegning kræver faglig viden og et menneskeligt miljø, der skaber og frigiver ny energi.

Der er her Flemming atter bliver et omdrejningspunkt i udviklingen. Lidt ældre, men stadig i god form og langt klogere. Tag godt imod ham – ved at bruge ham!

Mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Mobil: 40 60 44 61, fordi han er mobil!

http://kort.do-f.dk/kortdefault.asp