Skip to main content

Godt træningsmiljø

| Administrator | Nyheder 2008

Et treårigt projekt i samarbejde med Team Danmark er på plads.

Den 9. og 10. januar 2009 samles holdet bag projektet ”Godt træningsmiljø for orienteringstalenter” på Himmelbjergegnens Natur og Idrætsefterskole ved Silkeborg for at søsætte dette store projekt.

Projektet løftes af et stærkt team bestående af Karl Kristian Terkelsen som projektleder og Henrik Jørgensen som konsulent. Karl Kristian Terkelsen (KK) er tidligere sportschef (stoppede i 2007) og en særdeles dygtig projektleder. KK har igennem de sidste 25 år været aktiv i elite og breddearbejdet.
Henrik Jørgensen er tidligere eliteløber og en dygtig multisportsudøver. Han er desuden et kendt ansigt i Nord-kredsens ungdomsarbejde, hvor han har planlagt kurser og sommerlejre igennem en årrække. Henrik er teknisk meget velfunderet og en dygtig formidler. Disse to skal i samarbejde være den udførende del af projektet, der støttes af Team Danmark med 900.000 kr. Samtidig med denne satsning vil Gert Nielsen, breddekonsulent, etablere skoleprojekter i relation til de klubber der er med i projektet. Dette primært for at skabe et rekrutteringsgrundlag og for at gøre sporten synlig i lokalområdet.

Indtil videre har 12 klubber vist interesse for projektet. Et projekt der skal hjælpe klubberne med at give børn og unge et træningstilbud der matcher deres alder, ambitioner og drømme.

Projektet løber frem til udgangen af 2011 og målet er:
-at vi får høj kvalitet i ungdomsafdelingerne.
-at flere børn og unge dyrker orientering.
-at vi får undervisningsmateriale der understøtter ungdomsafdelingernes arbejde.

Projektet er fase 2, implementeringsfasen, af Team Danmarks ATK-projekt (aldersrelateret trænings koncept). Fase 1 var beskrivelsesfasen, hvor vi fik beskrevet udviklingsprocessen for en orienteringsløber. Produktet af fase 1 blev bogen, ”Talentets udvikling – fra nybegynder til ekspert” og trænerkataloget trainer.dof.dk.

Henrik Jørgensen og Karl Kristian Terkelsen ansættes i mindre deltidsstillinger.