Skip to main content

Kraftprøve i Skjoldenæsholm på søndag

| Administrator | Nyheder 2008

Kongen mod den unge løve i eliteklassen

Orienteringsklubben fra Roskilde er på søndag vært ved årets kraftprøve - DM Ultralang som er orienteringens svar på maratonløbet. Banerne er lange og hårde, faktisk over 50 % længere i forhold til orienteringens lange distance. Det betyder, at herreeliten skal ud på hele 24.200 meter i luftlinje med 44 poster undervejs! Vindertiden forventes at være omkring 2 timer og 15 minutter – det samme som i et maratonløb.

I dameelite klassen stiller 12 løbere til start på de godt og vel 14 kilometer med 29 poster. Sidste års mester Helle Bobach fra Aalborg OK, ser på forhånd ud til at få benhård konkurrence fra de to forhåndsfavoritter: stærke Dorte Dahl fra FIF Hillerød og den unge talentfulde landsholdspige Line Søderlund fra Farum OK.

Hos herrerne bliver det en spændende dyst mellem fremtidens unge drenge og den erfarne forsvarende langdistancekonge René Rokkjær fra OK Pan Århus. Af de unge løver er det først og fremmest Rasmus Djurhuus fra FIF Hillerød, som med et godt løb på søndag kan puffe René ned fra tronen. De to favoritter starter med kun 4 minutters mellemrum kl. 10:41 & 10:45 – deres dyst skal nok blive værd at følge.

DM Ultralang er 8. afdeling i juniorernes Landinspektør Junior Cup og tæller dermed til juniorranglisten. Til start er sidste weekends DM-dronning hos damerne, 20 årige Maja Alm fra HTF Haderslev. Maja Alm kæmper om ranglistens førsteplads med det 18 årige stortalent Signe Klinting fra FIF Hillerød. Sidst de to mødtes til konkurrence var unge Signe Klinting bedst – mon ikke Maja vil kæmpe for en revanche i Hvalsø Skovenes stejle bakker?

Konkurrencerne starter kl. 10:00 og vinderne forventes klar kl. ca. 14.


Se meget mere og find starttider og information på løbets hjemmeside - link herunder.





http://www.okr.dk/loeb/dmultra2008/dmultra08.htm