Skip to main content

Spørgsmål og svar

| Administrator | Nyheder 2008

Spørgsmål og svar om forløbet med ansættelse af ny landstræner

Af Ole Lind, sportschef

Her kan du få svar på spørgsmål om forløbet i forbindelse med skift af landtræner i Dansk Orienterings-Forbund. Har du yderligere spørgsmål, eller ønsker du svarene uddybet, er du velkommen til at kontakte sportschef Ole Lind eller eliteudvalgsformand Helge Lang Pedersen.

Hvem har taget initiativ til opsigelsen?

Det er alene Jakobs beslutning. DOF har været meget tilfreds med Jakob som træner og er kede af at han stopper, men Jakob vil satse på TracTrac, som står over for store spændende udfordringer.

Hvorfor opslås stillingen igen så hurtigt?

Fordi landstræneren er en uundværlig brik i DOF´s landsholdsarbejde og der er ingen tvivl om behovet for genbesættelse. Derudover er det afgørende for DOF, at perioden, hvor landsholdsløberne er hensat til usikkerhed om deres fremtidige træner, bliver så kort som muligt. Sæsonen 2008 venter lige om hjørnet og der ønsker vi at have den nye landstræner på plads.

Hvornår bliver Jakobs sidste arbejdsdag?

Formelt set fratræder Jakob med udgangen af februar 2008, men i praksis sker stoppet glidende for at sikre den bedst mulige overlevering af opgaver.

Hvordan bliver processen for ansættelse af ny træner?

Stillingen opslås frit, så alle kan søge. De mest kvalificerede indkaldes til samtaler og vi håber på at kunne præsentere den nye træner i starten af marts 2008.

Bliver der ændringer i landstrænerens ansvarsområder?

Nej. Landstræneren har primært ansvaret for de bedste seniorløberes udvikling og er sparringspartner for øvrige trænere. Det bliver der ikke ændret på.

Hvem beslutter hvem den nye træner skal være?

Et ansættelsesudvalg bestående af sportschefen, eliteudvalgsformanden, Team Danmark konsulenten og DOF´s generalsekretær. Derudover er eliteløberne inviteret til at stille en repræsentant.

Skal den nye træner have bestemt nationalitet?

Nej, DOF opfordrer alle dygtige orienteringstrænere til at søge, uanset køn og nationalitet.

Er der krav om hvor den nye træner skal bo?

Det vil komme an på en konkret forhandling, men DOF lægger vægt på, at det gode faglige miljø med sportschef, landstræner og juniorlandstræner kan videreføres. Den nye træner skal således have bopæl i Danmark og helst i hovedstadsområdet.

Er der ændringer i Team Danmarks støtte?

Nej, Team Danmark betaler fortsat 2/3 af landstrænerens løn og alle omkostninger.