Skip to main content

Nye udfordringer

| Administrator | Nyheder 2008

Jesper Lysgaard, vores breddekonsulent siden...

Jesper Lysgaard, vores breddekonsulent siden den 1. april 2005 har pr. 1. marts 2008 fået nyt job.
Sidste arbejdsdag bliver lørdag den 23. februar 2008.

Det blev til knap 3 år på i jobbet, som tovholder for breddeprojekter og som sekretær og dermed gennemgående figur i de to vigtige fagudvalg, Børne og Unge samt Bredde. Rigtigt mange klubber har haft besøg af Jesper i perioden, og mange kilometer er blevet tilbagelagt undervejs.

Jesper skal fremover stå for opbygningen af en nyt uddannelsestilbud på Akademiet i Herning, men vil ikke være tabt for sporten. Slet ikke. Jesper vil fortsat være at finde på stævnepladsen og i skoven.

Hvad der nu skal ske er selvfølgelig ikke afgjort. Det kræver altid en grundig overvejelse, når en stilling, som denne bliver ledig. Heldigvis er Danmarks Idræts-Forbund indstillet på at fortsætte samarbejdet.

Hovedbestyrelsen har selvfølgelig det afgørende ord, men de to fagudvalgsformænd, Jette Kreiberg og Lisa Tantholdt, har allerede aftalt at mødes.

Et møde der også omfatter næstformand Helge Søgaard, der er den økonomiansvarlige i hovedbestyrelsen og som derfor har de ansattes forhold som en del af sit ansvarsområde, ligesom andre med særlig interesse for breddeområdet vil blive indbudt.

Det er naturligt at det er herfra det først oplæg til en ny stillingsbeskrivelse skal komme, så hovedbestyrelsen på sit møde den 29. januar 2008 kan tage en første indledende debat på et kvalificeret grundlag.