Skip to main content

Signe & Lasse var bedst i 2008

| Administrator | Nyheder 2009

650 stemmer fra aktive orientere har talt

Det er altid en stor ære at blive kåret af sine egne. Ikke mindre end 650 stemmer er blevet afgivet i afstemningen om hvem der skulle være Årets orienteringsløber & Årets MTB-O rytter i 2008.

VM 5éren, Signe Søes, OK Pan Århus vandt afstemningen om Årets orienteringsløber med mindst mulig margin over sidste års juniorverdensmester, Emma Klingenberg fra Faaborg OK. Signe fortæller fra sin studiehule i Århus, hvor hun pt. er i gang med eksamensræset, at hun ikke er overrasket over den tætte afgørelse mellem hende og Emma. ”Jeg er rigtig glad for prisen, for Emmas VM guld i sommers er en superfin præstation, som jeg er stolt over at have slået”.
Signe Søes fortæller videre, at hendes træning går efter planen og at hun glæder sig til sæsonen 2009. Hovedmålet er VM i Ungarn til august, men allerede i løbet af marts måned kan vi forvente, at se hende til start i spændende konkurrencer. Første gang ved Spring Cup, som kan glæde sig til at få vor bedste danske orienteringspige til start.

Kåringen af årets orienteringsrytter på mountain-bike gav et entydigt skulderklap til sympatiske Lasse Brun Pedersen, Ballerup OK. Der var igen tvivl om, at de 2 VM guld og 3 EM guld i 2008 var rigeligt til sejren.
Lasses hovedmål i 2009 er at forsvare de flotte guldmedaljer til både EM & VM. EM på hjemmebane i Nordsjælland giver dog ”kun” mulighed for 2 medaljer, da Lasse kun stiller op til mellem og langdistancen. Sprint og stafet foregår i Lasses træningsområder, hvorfor han på forhånd har valgt ikke at deltage i disse to discipliner. VM foregår i Israel og her stiller Lasse op til det hele, hvis alt går vel.
Lasse Brun Pedersen arbejder civilt på fuldtid som landskabsarkitekt og håber, at kunne finde økonomisk hjælp til at lette sin fremtidige satsning. ” Det er hårdt både at have fuldtidsjob og et enormt træningspensum – en personlig sponsoraftale vil være meget velkommen” fortæller en glad Lasse efter at have fået den glade nyhed om kåringen til årets MTB-O rytter 2008.

Link til nomineringerne:

Signe Søes:\t\thttp://www.do-f.dk/forbund/stem/orient.html

Lasse Brun Pedersen:\thttp://www.do-f.dk/forbund/stem/mtbo.html