Skip to main content

Flot dansk dag på mellem finalen

| Administrator | Nyheder 2010

4 top 15 placeringer er mere end godkendt

Det blev en rigtig god dansk dag på mellemdistance finalen, hvor det især var glædeligt at have 3 danske piger i top 15, ja endda top 13, da Signe Søes blev nr 7, Maja Alm nr 11 og debutanten Ida Bobach nr 13. Superflot, og så var ingen af pigerne endda rigtigt tilfredse, og det var især omkring post 4 at de alle lavede de fejl der kostede placeringer. På gps-trackingen kunne vi på storskærm se, hvordan først Maja bommede ca 1½ minut omkring selv posten og Ida efterfølgende kom helt skævt ud fra post 3 og mistede måske ½ minut. Signe hørte vi ikke så meget om, men efterfølgende kunne hun fortælle at strækket bare ikke var forløbet ret godt og via mellemtiderne kan man se at Signe har tabt ca 2 min efter 1,3 km og ca 3 min efter 2,3 km. Til gengæld løber Signe så hurtigere hjem end både Minna Kauppi og Simone Niggli, der vandt henholdsvis guld og sølv - og det endda selv om Signe løb helt alene. En 7.plads er selvfølgelig flot, men Signe var bare ikke tilfreds med sit eget løb. Det var Ida i det store og hele, og at blive nr 13 i sin første VM-finale er altså så flot. Maja var lidt irriteret over sin egen fejl, men de danske tilskuere var særdeles tilfredse, og vi glæder os alle til stafetten med vores talentfulde piger.

Finsk guld hos damerne
Damernes finale blev ellers et dramatisk opgør mellem Minna Kauppi (Finland) og Simone Niggli (Schweiz) der allerede fra starten lagde sig ca 1 min foran deres konkurrenter. Simone Niggli førte indtil 3. sidsteposten, hvor hun lavede en af sine sjældne fejl og sjuskede med kompasset. Det udnyttede Minna Kauppi, der var mere end glad for sin første medalje ved dette VM og hun virkede ekstremt fokuseret allerede fra starten. Marianne Andersen (Norge) vandt sin 3. medalje ved dette VM, hvad der selvfølgelig er flot - men sikkert også en smule ærgerligt, at det er så svært at vinde guldet.

Tue Lassen blev nr 15
Hos de danske herrer var det tid til revanche for Tue Lassen ovenpå den skuffende langdistance, og han ydede også en absolut godkendt præstation ved at blive nr 15. Tue var selv godt tilfreds med sit løb, hvor han var i stand til at holde sit fokus og fysisk ligeledes følte sig betydeligt bedre i dag. Der var nogle små fejl, måske 1½ minut i alt, men på den anden side føler han også at hans placering svarer til hans nuværende niveau, hvor målet selvfølgelig er at undgå de små fejl og komme lidt højere op. Der var ca 2 min til podiet. Søren Bobach blev nr 25 efter et ganske godt løb med kun mindre fejl, og som debutant ved senior VM må 2 top 25 placeringer siges at være rigtigt flot.

Norsk sejr hos herrerne
Det blev en for mange måske lidt overraskende guldvinder hos herrerne, hvor unge Carl Waaler Kaas (Norge) vandt i en meget tæt dyst med Peter Öberg (Sverige), men allerede i mellem kvalifikationen havde Carl Waaler Kaas vist gode takter. Han og Peter Öberg førte lidt på skift, men kun med ganske få sekunder, og det var først til allersidst, at den unge nordmand kunne løbe triumferende i mål foran hjemmepublikummet. De ellers så sejrsvante Thierry Gueorgiou (Frankrig) og Daniel Hubmann (Schweiz) delte bronzen.

Resultater hos damerne:
1 Minna Kauppi (Finland) 30:01
2 Simone Niggli (Schweiz) 30:21
3 Marianne Andersen (Norge) 30:57

7 Signe Søes 32:38
11 Maja Alm 34:04
13 Ida Bobach 34:38

Resultater hos herrerne:
1 Carl Waaler Kaas (Norge) 30:33
2 Peter Öberg (Sverige) 30:40
3 Thierry Gueorgiou (Frankrig) 31:12
3 Daniel Hubmann (Schweiz) 31:12

15 Tue Lassen 33:36
25 Søren Bobach 35:47

Spændende stafetter i udsigt i morgen
De afsluttende konkurrencer til WOC bliver stafetterne, hvor damerne starter kl 11,30 og herrerne kl 13,15. Landstræner Åke Jönsson mener ovenpå de gode resultater i dag, at begge de danske hold er hvor de skal være. Damerne stiler mod en top 6, og når man tager i betragtning at Signe Søes har været skadet det meste af sæsonen, at Maja Alm var småsyg i ugen op til VM og at Ida Bobach ikke engang er seniorløber endnu, har han særdeles store forventninger til holdet fremover. Opstillingen er Ida Bobach på 1.turen (4,7 km), Maja Alm på 2.turen (6,3 km) og Signe Søes på sidsteturen (6,3 km).
Hos herrerne er målsætningen en top 10, men på en god dag kan det sagtens blive mere. Søren Bobach skal løbe 1.turen (5,4 km) og kan forhåbentlig komme med hjem med de første på den korte tur; Tue Lassen løber 2.tur (9,0 km) og kan han holde de gode takter fra i dag, kan afsættet til Mikkel Lund på 3.turen (9,0 km) forhåbentlig blive godt. Mikkel er en rutineret og stærk stafetløber og han giver udtryk for stor tillid til sine holdkammerater og til at han selv kan levere varen. Det skal blive spændende at følge begge hold.

http://www.woc2010.com