Skip to main content

Mindeord for Knud-Erik Pedersen, Kildeholm OK

| Administrator | Nyheder 2010

Dansk Orienterings-Forbund har mistet en af vore store, gode støtter.

Knud-Erik, der gennem mange år var repræsentantskabsvalgt revisor for forbundet og medlem af Kildeholm OK, døde alt for tidligt den 2. maj efter et personligt uheld, hvorved han pådrog sig en alvorlig skade i hovedet.

Vi har alle mistet et stort, kærligt og yderst hjælpsomt menneske, der også indenfor Orientering altid stillede op, når der var brug for ham.

Knud-Erik’s store regnskabsmæssige viden, hans kendskab til IT, EDB samt erfaring indenfor styring af projekter, kontrolforanstaltninger m.v. betød, at han altid var at finde som en aktiv og kompetent hjælper ved adskillige orienteringsstævner, i rollen som kasserer, revisor, stævnekontrollant eller i forbindelse med bestyrelsesposter.
Senest har Knud-Erik udfyldt opgaven som stævnekontrollant ved Sjællands Mesterskaberne i langdistance for få uger siden.

Knud-Erik kæmpede med problemer med sit hjerte, som desværre medførte nedsat bevægelighed, men det forhindrede ham ikke i at dukke op til orienteringsløb og stævner, hvor han udover at give en hånd med omkring arbejdet også tog en tur rundt i skoven, med den tid det nu måtte tage.

Jeg lærte selv Knud-Erik at kende i forbindelse med hans mangeårige hverv som intern revisor for Dansk Orienterings-Forbund. Hans omhyggelighed og vilje til at ville gøre det så godt og korrekt som muligt for forbundet, står i dag som et værdigt eksempel til efterfølgelse. Jeg vil altid med glæde mindes vore mange møder omkring forbundets regnskab og revision, og ikke mindst vore afsluttende hyggelige stunder over en bid brød, når regnskabet var afsluttet.

Vore tanker går til Knud-Erik’s hustru, Lis, hans børn og børnebørn, der nu har mistet et kært familiemedlem og derfor alle mangler en støtte i deres fortsatte liv.

Bisættelsen finder sted fra Lindevangkirken, Hattensens Allé 12, 2000 Frederiksberg, mandag den 10. Maj 2010, kl. 13.00.

Æret være Knud-Erik’s minde.


Dansk Orienterings-Forbund
Helge Søgaard
forbundsformand