Skip to main content

CopenhagenO - ny international klub på Sjælland

| Administrator | Nyheder 2011

som afløser for Spring Cup OK og Farum-Tisvilde OK


Efter nogle år, hvor de tidligere så aktive internationale overbygningsklubber, Farum-Tisvilde OK og Spring Cup OK, har droslet ned på aktiviteterne og mange af både de bedste og næstbedste sjællændere har valgt at løbe internationalt for udenlandske klubber, bliver der nu på initiativ fra OK Øst, Søllerød OK, Allerød OK, Farum OK og Tisvilde Hegn OK etableret en ny international klub, der potentielt kan omfatte klubber og løbere på hele Sjælland under navnet CopenhagenO.

Formål med den nye klub er at støtte muligheden for at deltage i internationale elitestævner for alle internationalt satsende sjællandske o-løbere – og dermed også understøtte udviklingen af unge talenter.

Målgruppen er alle talenter og internationalt satsende løbere i alderen fra TC-løber (ca 14 år) og opefter. Den nye klub vil samarbejde med TC Sjælland omkring afviklingen af ture til de udenlandske stafetter, hvor de unge løbere således vil få mulighed for at løbe på hold med deres venner fra TC'et.

CopenhagenO vil naturligvis primært stile mod at stille stærke hold til de to største internationale stafetter, Tiomila i Sverige og Jukola i Finland, men også stafetter som fx 7-manna, Stigtomtakavlen og Smålandskavlen vil være oplagte aktiviteter.

Udover ture til de store stafetter vil medlemmer i individuelle løb i Norden stille op for CopenhagenO, ligesom det er ambitionen, at klubben skal danne grundlag for træningsaktiviteter – både i form af "daglig" træning, men også fælles weekendtræningsture.

Kick-off-møde og stiftende generalforsamling holdes tirsdag 6/12 kl. 19.30 i OK Østs klublokaler, Ravnsnæsvej 103, 1. sal, 3460 Birkerød, hvor alle interesserede løbere som repræsentanter fra klubber med potentielle løbere er velkommen.

Når klubben kommer i gang for alvor, kan aktiviteterne følges på dens hjemmeside via nedenstående link.

http://cpho.dk