Skip to main content

Luften holdt for GULD-Erik!

| Administrator | Nyheder 2011

Bag overskriften gemmer sig først og fremmest at Erik Skovgaard Knudsen vandt guld i EM sprinten her til formiddag i Vyborg.

Men før start var der lidt bekymringer, idet Eriks ny-servicerede forgaffel ikke holder luft, tværtimod så siver det langsomt ud, men det var altså nok på dagens korte sprint.

Uden at Erik kørte et optimalt løb var det altså nok til at vinde guldet, bare 9 sek. foran Jiri Hradil, Tjekkiet, som igen måtte "nøjes" med sølv. Han blev ligeledes 2'er ved det netop overståede VM i Italien. Bronzen gik til den unge finne Jussi Laurila, blot sekundet efter Hradil, og estiske Tönis Erm måtte tage til takke med den lidet flatterende 4. plads, endnu et sekund efter. Det var tæt i top-4.

Det var Eriks anden individuelle EM guldmedalje, efter sejren på mellemdistancen i Danmark i 2009. I tillæg har han en bronze i sprinten samme sted.
Bjarke Refslund kørte ind til en fin 14. plads med 1,04 min. op til podiet (top-6), mens Rasmus Søgaard blev nr. 53 og Andreas Proschowsky mangler et klip.

Rusland har/havde både den forsvarende europamester, Ruslan Gritsan, og den nykårede verdensmester, Anton Foliforof, men hjemmebaneheltene havde ikke studeret Google Earth godt nok, i alle tilfælde endte det med en 16. plads til Ruslan, mens Anton blev diskvalificeret. Bedste russer var den unge Valeriy Glukhov som 5'er.

Hos damerne var finske Marika Hara tilbage i toppen efter et VM, hvor hun ikke rigtig slog til. Guldet blev sikret med 9 sek. ned til den franske verdensmester, Gäelle Barlet. Bronzen gik til verdensmesteren fra 2010, polske Anna Kaminska. Også hos damerne var det tæt med top-8 inden for det første minut.

Der var ingen danske topplaceringer, bedst gik det for Nina Hoffmann som 22'er, mens Pernille Brunstedt Jacobsen endte som nr. 25. Helt galt gik det dog for vores langdistance-verdensmester, Rikke Kornvig, som havde en rigtig off-day. Kørte bl.a. uden for kortet og endte altså sidst, næsten 5 min. efter britiske Ruth Shedden som var næstsidst. Rikke har nu taget det fint og er klar til de næste dage, hvor distancerne er mere efter hendes kvaliteter.

EM fortsætter tirsdag med mellemdistancen, hvor Danmark er forsvarende mestre hos både damer og herrer. Rikke Kornvig og Erk Skovggard Knudsen vandt begge løbet med mål ved Furesøbadet tilbage i 2009. Sådan må det gerne ende igen i morgen.

http://www.o-worldcup.spb.ru/en/