Skip to main content

2 podieplaceringer til de danske superpiger

| Administrator | Nyheder 2011

Maja og Emma nr 4 og 6 i et svensk sprintshow

I en svensk opvisning i sprintorientering med 3 svenske medaljetagere viste de danske piger i allerhøjeste grad flaget ved at opnå 2 podieplaceringer. Maja var tættest som nr 4 efter en forrygende stærk afslutning, hvor hun på sidste halvdel af banen løb lige op med de svenske superpiger – men i en lidt tung start uden egentlige fejl, var hun kommet næsten 30 sek efter på første halvdel, og først ved publikumspassagen fik hun sat turboen på og endte 26 sek fra medaljen, men som den eneste ud over svenskerne der brød de 14 min. Hun var godt til tilfreds med sin podieplacering, selv om 4.pladser jo ikke lige er det der er allersjovest!

Dagens gladeste dansker

Var Maja tilfreds og glad, var det næsten ingenting imod Emmas jubel, da podieplaceringen var klar. Emma førte faktisk længe, indtil svenskerne kom på banen, og hun var meget tilfreds med sit løb, hvor der dog desværre indsneg sig et par mindre fejl, lige før publikumspassagen og faktisk lige før sidsteposten, hvor de mange tilskuere gjorde det svært at se det Emma orienterede efter. Det var også en totalt opbrugt Emma der spurtede i mål under de danske tilskueres vilde jubel. Under 1 sekund var Emma fra 5.pladsen, men det var nærmest ligegyldigt efter det stort set perfekte løb og den afsluttende podieplads.
Ida Bobach havde en rigtigt tung dag fra starten af og med flere småfejl blev det til en lidt skuffende slutplacering som nr 21 næsten 1½ min efter vinderen. Men hun glædede sig til gengæld på sine holdkammeraters vegne.

Total svensk dominans

De svenske damer har domineret årets sprintløb, så det var ikke den helt store overraskelse, at det blev til svenske medaljer, men at det skulle blive til 3 – og med næsten ½ min margin til nr 4 – kom bag på de fleste. Linnea Gustafsson var suveræn vinder i 13,14,3, Helena Jansson 2-er i 15,22.7 og Lena Eliasson blev 3-er i 13,28,5.

Rasmus Thrane Hansen på en godkendt 19.plads

Ovenpå Rasmus’ imponerende kvalifikationsløb havde både han og de danske tilskuere håbet på lidt mere end en 19.plads, men kroppen var træt som Rasmus sagde, og i betragtning af det var han tilfreds på en lidt dårlig dag. Teknisk var løbet såmænd gået ok, men fysikken var bare ikke til mere i dag, og så måtte han, som vi andre, ”nøjes med” at glæde sig over de flotte dameresultater.

Schweizisk dominans hos herrerne og overlegen sejr til Daniel Hubmann

Det var ventet at der ville blive medaljer til de schweiziske herrer, og Daniel Hubmann vandt et sikkert guld med næsten ½ minut ned til nr 2, og det blev også til schweizisk bronze til Matthias Müller. Men så var der også lige nogle svenske herrer der skulle præge herrefinalen. Anders Holmberg havde godt nok vundet sit heat i kavlifikationen, men han regnedes nu ikke til de helt store favoritter, men hans sølvmedalje var meget fortjent. Det kunne måske endda være blevet til endnu mere, hvis Jerker Lysell ikke simpelthen havde sprunget 3.sidste posten over – og det med en tid der ville have bragt helt op i medaljerne. Så en lille kedelig svensk begivenhed på en ellers stor, stor svensk dag.
Diskvalifikationer i kvalifikationen
Som mange måske vil have set eller hørt, var der stort drama efter kvalifikationen, hvor 29 herrer og 11 damer blev diskvalificeret for at have betrådt forbudte græsområder, vist især før sidsteposten – i en park, hvor publikum i øvrigt stod på græsset!!! En jury-kendelse tillod dog et antal løbere efterstart fordi de kun lige havde berørt græsset, men særlig heldigt var det jo ikke – og der skal nok komme en del snak herom herefter.
Der kommer ikke nogen billeder lige i første omgang – og alle resultater mm kan som sædvanlig findes på arrangørernes hjemmeside under ”live WOC”.