Skip to main content

Juniorerne klar til en ny sæson

| Administrator | Nyheder 2011

Blev testet på weekendens samling

Tilskuerne ved JWOC i Nordjylland sidste sommer var ikke et sekund i tvivl om, at Danmark har verdens bedste juniorlandshold. Men for at det fortsat skal være sådan, kræves en fortsat dedikeret indsats.

Derfor var det glædeligt, at junioreliten viste stor entusiasme og rigtigt god form ved weekendens samling.

Samlingen startede som så ofte før med laboratorietests i Odense, hvor løberne fik testet kondital ved en submax- og en maxtest. Resultaterne danner grundlag for den videre planlægning af løbernes træning.

Juniortræner Bjarne Hoffmann fortæller: ”Lørdag stod den på o-træning i Hjermind Egekrat, hvor Marius Thrane Ødum (OK Øst Birkerød) i det kuperede terræn og på specialkort afviklede de 7 km i 39,30 minutter, hvilket var en tid, som flere af seniorerne fra Elitecenter Orientering, der deltog i træningen, måtte kigge langt efter. Eftermiddagen stod på o-intervaller.”

Med en sådan indsats, skulle man tro, at der ville være træthed i benene om søndagen på juniorernes efterhånden traditionelle Himmelbjerg-test, som i år blev løbet lidt tidligere på foråret end normalt og som giver et fingerpeg om formen forud for sæsonen. Alle, der løb turen, satte personlig rekord i forhold til sidste år. Dog undtaget Ida Bobach (Silkeborg OK), der løb en fantastisk tid sidste år og i år måtte se sig slået af sig selv med 6 sekunder.

Eneste lille opmærksomhedspunkt er, at flere af pigerne må holde lidt igen, da de er i gang med genoptræning efter skader. Emma Klingenberg (Faaborg OK) er således netop startet med forsigtigt løb efter en længere skadesperiode.

Alle ser dog fortrøstningsfuldt frem imod næste weekend, hvor de skal dyste mod hinanden i juniorernes rangliste, Combineering Cup, når første afdeling afvikles ved Spring Cup.