Skip to main content

Guld til Mikkel Aaen og bronce til Thomas Knudsen.

| Administrator | Nyheder 2012

Triumf for det danske U-16 landshold.

I dag løb det danske U-16 landshold i Viam Lestard. Løbet kunne følges live via GPS: Det var en krævende konkurrence præget af en del grønne områder og stærk kupering. Mikkel Aaen gentog sin triumf fra sidste år. Han løb fra start stabilt i front og omkring post 7 og til mål lagde han sig alene i spidsen af konkurrencen. Thomas Knudsen løb også meget stabilt. På langstrækket til post 4 valgte han imodsætning til Mikkel at gå venstre om. Et vejvalg der havde været lige så hurtigt som Mikkels, hvis Thomas havde haft held med at finde posten i første omgang. På de sidste poster var det marginalerne, der afgjorde, at Thomas tog bronce og overlod sølvmedaljen til værtslandet.

Efter løbet fortalte Mikkel at han fysisk var meget træt. Han pressede godt på hele banen rundt, men bevarede fokus på teknikken. Mikkel gik ud fra, at de andre ville bomme. Så hvis han løb teknisk godt, ville det række til en god placering. Mikkel fulgte sin plan og gentog sidste års succes. I år var han også forberedt på, hvordan det ville være, at have et stort publikum, og hvordan det ville være at løbe med GPS.

Thomas Knudsen berettede, at han havde følt sig meget tung. Han havde gjort sig umage med at komme sikkert ind på kortet. Undervejs havde han kæmpet meget med negative tanker og andet end sit eget løb. Han også haft den ubehagelige oplevelse, at løbe ind i et pigtrådshegn. Det havde været en stor overraskelse for ham, da han kom i mål,at hans placering var så god.

Amandag Falck Weber kunne fortælle, at hun ikke var helt tilfreds med sin egen præstation. Det havde forvirret hende at målstokken var 1:15000 og hun havde mistet koncentrationen. Amanda havde også kæmpet lidt med høje forventninger til sin egen præstation i forhold til sidste år, hvor hun ingen forventninger havde haft. Amanda konkluderede dog, at det var megafedt at være af stede med det danske U-16 landshold.

Emil Øbro forklarede om dagen, at det var en superfed bane med megen kupering, svær teknik, hvor det at udføre planlagte vejvalg var svært. Emil var kommet til at løbe i et større tog, hvor han blev forstyrret af andre løbere, der snakkede. Emil havde haft en vild oplevelse, da han til sidst foran et stort publikum havde haft et tæt spurtopgør med en franskmand. Det var super fedt og sjovt at være til mesterskab.

Fra leder på turen Signe Søes lød det via tlf., at dagen havde været præget af et for de unge danske løbere uvant og noget grønt terræn. Det havde medført, at flere havde haft problemer med at læse udløbere og moser i alt det grønne. Det havde således været en vigtig erfaring for holdet at løbe i en meget anderledes terræn. Holdet havde ydet en flot indsats. Løberne var gode til at støtte hinanden.

Her følger de vigtigste resultater:

H16: 5,3 km, 210 m stigning, 17 poster

1) Mikkel Aaen, Farum OK: 45.04
2) Arnaud Perrin, Frankrig: 48.40
3) Thomas Knudsen, OK Melfar: 48.52
45) Martin Illum, Søllerød OK : 1.05.19
46) Emil Øbro, Tisvilde Hdegn: 1.05.38

D16: 4,7 km, 140 m stigning, 14 poster

1) Angelika Maciejewska, Polen: 37.48
2) Anna Stickova, Tjekiet: 39.48
3) Hanna Müller, Tyskland: 40.09
9) Nikoline Tillingsøe, Tisvilde Hegn OK: 44.21
16) Amanda Falck Weber, Tisvilde Hegn OK: 47.15
44) Astrid Maag, Søllerød OK: 54.38
49) Josefine Lind, Gorm: 56.13

Der kommer desværre ingen billeder fra dagens konkurrence. Holdet har desværre ikke mulige for at sende billeder.

I morgen løbes der stafet.