Skip to main content

OK PAN Århus nr. 3 i Jukolas damestafet

| Administrator | Nyheder 2012

Efter en fantastisk holdindsats

Med fantastiske 1272 damehold tilmeldt slår Venla-kavlen – damestafetten i den finske Jukola-stafet – sit svenske modstykke Tiomila med flere længder. Stafetten afvikles i år tæt ved Finlands hovedstad Helsinki.

Som i Tiomila er de danske forventninger knyttet til OK Pan Århus med CopenhagenO som outsider. De to klubber giver dygtige løbere mulighed for at konkurrere på højeste niveau på et dansk hold.

På den første af de 4 ture i årets Venla-kavle viste estiske Annika Riihma storform og løb CopenhagenO ind til en fantastisk 4. plads på førsteturen, 1:19 minut efter den førende klub med det mundrette navn Jämsän Retki-Veikot. Miri Thrane Ødum løb også rigtigt flot i OK Pan Århus-dragten, da hun skiftede som nr. 20, mindre end 20 sekunder bag Annika. Mellemtiderne viste store omvæltninger på den første etape, hvor de to danske klubbers løbere altså holdt hovedet koldt.

På anden tur lagde Signe Klinting endnu en flot stafetpræstation til den lange række, hun har i forvejen, da hun sendte Ida Bobach ud på 3. tur på en 7. plads, med en afstand på blot 1:05 op til førende Paimion Rasti. Unge Amanda Falck Weber havde en flot debut i toppen af en international stafet, da hun løb CopenhagenO ind til en flot 34. plads, blot 3:34 efter teten. I Pan Århus 2 var der på denne tur et glædeligt come back til Ita Klingenberg, der løb holdet op fra 143. til 71. pladsen. Ita har været skadet det meste af foråret, men ser altså nu ud til at være blevet klar i tide til JWOC, der afholdes i Slovakiet om 3 uger.

Ida leverede endnu en fantastisk præstation og løbet holdet op på andenpladsen, blot 1 sekund efter førende Halden med Mari Fasting. Ane Linde i CopenhagenO kom i menneskehænder på denne tur, men skiftede i den bedste 30. del på en 42. plads, 14:33 efter Ida, som havde bedste tid af alle på 3. tur.

Så var det endnu en gang op til Maja Alm at konkurrere med verdens bedste løbere og det var vel skæbnens ironi, at Maja netop gik ud sammen med Haldens Anne Margrethe Hausken Nordberg, som blev diskvalificeret ved sprinten ved EM for en måned siden, hvorved netop Maja overtog den bronzemedalje, som Hausken uretmæssigt havde modtaget.

De åbnede så stærkt, at Simone Niggli, som løb ud som nr. 10 5:37 efter, blot havde taget 7 sekunder ind efter 2 km, hvor Maja passerede i spidsen for stafetten med Hausken 4 sekunder efter. På et vejvalgsstræk senere på banen løb Maja lige på sammen med Inga Dambe fra Paimion Rasti, mens Halden løb nord om. Desværre var Hauskens vejvalg hurtigst, så hun fik et halvt minuts forspring til Inga og Maja. Senere blev det et bom til Maja, hvor hun tabte kontakten med Dambe, således at slutresultatet blev en fantastisk 3. plads.

Speakerne fremhævede undervejs, at Maja var den eneste tidligere Jukolavinder blandt de tre forreste, da hun vandt med Ulricehamn i 2009, men det blev trods alt ingen gentagelse i år. Men 3. pladsen til OK Pan Århus er stadig den flotteste danske placering nogensinde i en af de to store stafetter, Tiomila og Jukola, så der skal herfra lyde et kæmpe til lykke til de dygtige Pan-piger. I det efterfølgende holdinterview roste Ida Miris flotte løb på første tur og lovede med et glimt i øjet, at holdet vil være at finde i toppen af de internationale stafetter de næste mange, mange år. Vi glæder os.

Masha Semak løb en godkendt sidste tur for CopenhagenO, der endte på 52. pladsen, 27:41 efter Halden.

I nat løbes herrestafetten men som ved Tiomila er der ingen forventninger til danske topresultater. Derimod bliver det spændende at følge de danske løbere, der stiller op for de store nordiske klubber. Tiomilavinder, Søren Bobach, har dog ikke kunnet slå sig ind på favoritterne fra Haldens førstehold, men skal løbe sidste tur på andetholdet. Til gengæld imponerer Rasmus Djurhuus ved at være på Kristianssands førstehold. IFK Göteborg har Christian Christensen på første tur og Marius Thrane Ødum på 5. tur. Bækkelaget har Jeppe Ruud på 1. tur og Tue Lassen er tilbage på sidste tur for Osloklubben. Endelig er Rasmus Thrane Hansen og Andreas Hougaard Boesen med på OK Pan Kristianstadts hold. Herrestafetten starter kl. 22.30 lokal tid, hvilket betyder, at danske supportere bør sidde klar ved computeren fra kl. 21.30.

http://www.jukola.com/2012/en/