Skip to main content

Sidste afdeling af test-/iagttagelsesløbene

| Administrator | Nyheder 2012

Favoritterne i top i alle sprintklasserne

Så blev sidste afdeling af årets test-/iagttagelsesløb afviklet i det solbeskinnede og meget varme terræn omkring Nyborg Vold, der blev brugt til DM sprint i 2010. De ca 100 eliteløbere fra D/H 16 til D/H 21 afviklede deres klasser før sidste afdeling af Fynsk Sprint Cup, hvor ca 150 deltagere i pinsen har sprintet i Faaborg By og ved Odense Seminarium før denne afsluttende etape.

Sejre til Rasmus Thrane Hansen og Maja Alm i seniorklasserne

I D/H 21 var det de ventede personer, der lå helt i top. Hos damerne sejrede bronzevinderen fra EM i sidste weekend Maja Alm, OK HTF med en pæn margin (32 sek) til Ida Bobach, Silkeborg OK og nr 3 blev ligesom de 2 foregående dage Signe Klinting, Fif Hillerød OK. Maja og Ida har næsten samme stræktider på det meste af banen, men især på langstrækket fik Maja lagt lidt afstand til Ida. Det er således de 3 landsholdsløbere, der har ligget i top 3 alle 3 løb, med Ida som vinder af de 2 første etaper – og der er næppe tvivl om, at Signe Klinting vil blive udtaget til både World Cup-løbene i Schweiz i juni og til VM, også i Schweiz, i juli, hvortil både Maja og Ida jo var forhåndsudtaget.

Hos herrerne sejrede Rasmus Thrane Hansen, Søllerød OK, der også kan se tilbage på 3 flotte placeringer som nr 5, 3 og så 1 til sidst, i favoritdisciplinen efter at have ført fra start til mål. Han sejrede i sprinten med 5 sek over Tue Lassen, Faaborg OK, der for 3. dag i træk viste, at han er på vej tilbage i topform. Placeringer som nr 4, 1 og så her 2 viser, at hans forhåndsudtagelse til VM var helt berettiget – og det bedste var næsten, at han har kunnet løbe rimeligt igennem alle 3 dage, selv om han bestemt også følte sig noget træt. ”Det her viser, at mine dygtige rådgivere har vidst hvad de har gjort, og at jeg er på vej til at genvinde mine løbsstyrke – og det var herligt at løbe i konkurrence ”med kort i hånden”, selv om jeg godt kunne mærke, at ”teknikken er lidt rusten”.”

Nr 3 blev Claus Bloch, OK Pan, der også kan se tilbage på 3 gode løb, som nr 2, 4 og 3, selv om han helt sikkert gerne ville have sat sig på sprintafdelingen, hvor han var kun 8 sek fra Rasmus Thrane. Det var allerede på post 2 at Claus havde et 10-sek bom, så flot fightet tilbage af veteranen. Rasmus Djurhuus, OK Pan blev nr 4, og fik 3 placeringer som nr 1, 7 og 4, hvor han nok ærgrer sig mest over 7.pladsen på langdistancen. Søren Schwartz, Fif Hillerød, blev nr 5 i dag, og har vist god stabilitet som nr 3, 6 og 5. Det skal blive spændende at se, hvilke løbere landstræner Lars Lindstrøm vil udtage til World Cup-løbene og til VM i Schweiz. Holdet til World Cup vil blive udtaget onsdag 30.5, hvor også VM-løbere kan udtages; men til VM kan udtagelsen til efter World Cup-løbene i Schweiz 23. og 24.6.

Sejre til Marius Thrane Ødum og Emma Klingenberg hos juniorerne

Efter at have deltaget i herrernes langdistance testløb (hvor han blev en flot nr 5) var Marius Thrane Ødum, OK Øst, tilbage som vinder i H 20. Dog ”kun” med en margin på 8 sek til Jakob Ekhard Edsen, Aarhus 1900, og i en tid der i herreklassen ville have rakt til en plads som nr 5, da de løb samme bane. Marius og Jakob lå meget tæt hele vejen, hvor kun et 10-sek bom på en af de sidste poster kostede Jakob sejren. Mest dramatik var der dog næsten, da tilskuerne ved publikumsposten kunne se Thor Nørskov, OK Øst, være så/for koncentreret om kortlæsningen, at han hele 2 gange løb ind i en lygtepæl. Han blev dog alligevel en rimeligt klar nr 3, 24 sek efter Marius, og disse 3 må være sikre på udtagelse til Junior VM, hvor andre ”varme” navne er Lars Hjerrild, OK Pan, som vinder af langdistancen, samt Mikkel Sørensen, OK Melfar, og Magnus Dewett, OK Snab, der begge har haft stabilt gode præstationer i alle 3 løb. Holdet udtages tirsdag 29.5.

Hos pigerne var det ikke den store overraskelse, at Emma Klingenberg, Faaborg OK, vandt suverænt, og i en tid, der ville have gjort hende til nr 2 i seniorklassen. Emma stod over på langdistancen pga lidt problemer med Achilles-senen, som nu skal have lidt ro i den nærmeste fremtid. Miri Thrane Ødum, OK Øst, blev nr 2 og kan således se tilbage på 3 top 3 placeringer. Nr 3 blev i dag Nicoline F. Klysner, Fif Hillerød OK, der også blev nr 2 på langdistancen, men her er der flere piger, der har topplaceringer i løbet af de 3 dage – og hertil kommer de skadede Stine Bagger Hagner, Silkeborg OK, og Ita klingenberg, Faaborg OK, der ikke har løbet hverken det hele eller for fuld kraft de 3 dage. Det skal blive spændende at se hvem der bliver udtaget 29.5.

Sejre til Amanda Falck Weber og Thomas Knudsen i D/H 16

D/H 16 løberne løb også om udtagelse til EYOC i Frankrig fra 27.6 til 2.7. Både hos drengene og pigerne var der 3 forskellige vindere de 3 dage, og til sprinten var Amanda Falck Weber, Tisvilde Hegn OK, klart hurtigst og med 2 2.pladser derudover må hun være godt tilfreds. Nikoline Tillingsøe, Tisvilde Hegn OK, blev nr 2 i dag og vandt mellemdistancen, mens dagens nr 3 Josefine Lind, OK GORM, vandt langdistancen.

Hos drengene sejrede Thomas Knudsen, OK Melfar, der blev nr 2 på mellemdistancen, foran Mikkel Aaen, Farum OK, der vandt mellemdistancen. Dagens nr 3, Emil Øbro, Tisvilde Hegn OK, har 3 top 6 placeringer, hvor dagens nr 4, Martin Illum, Søllerød OK har 3 top 4 placeringer (og vandt langdistancen).

Det bliver et par spændende dage indtil holdet offentliggøres på onsdag 30.5, hvor der skal udtages 4 drenge og 4 piger.
Alle dagens resultater, mellemtider mm kan findes på nedenstående link.
Dagens løb var jo i øvrigt for seniorer og juniorer en del af ranglisteløbene, hvor Rasmus Thrane Hansen og Maja Alm i Trimtex Cuppen vandt gavekort fra Trimtex, og Marius Thrane Ødum og Emma Klingenberg i Løberen League vandt gavekort til Løberen. De opdaterede ranglister kan ses på DOFs hjemmeside http://www.do-f.dk/elite/ranking.html , hvor de førende er H 21: Tue Lassen, Faaborg OK, D 21 Ida Bobach, H 20 Magnus Dewett, OK Snab og D 20 Nikoline F. Klysner, Fif Hillerød OK.

http://www.fynsksprintcup.dk/resultateralle.asp