Skip to main content

Halden vandt også Tiomilas herrestafet

| Administrator | Nyheder 2012

Med Søren Bobach i nøglerolle på 9. tur

Halden er tilbage på toppen i Tiomila. Efter 5 år, der sikkert opleves som en evighed i den ærgerrige Østfold-klub, afviste Olav Lundanes på sidstetur Hans Gunnar Omdal i Kristiansands OK. 15 sekunder var han efter ved skiftet, 3:30 var han foran i mål. Samtidig fejrede man 10 års jubilæet for den seneste dobbeltsejr med en ny sejr i både herre- og damestafetten. Halden havde samtidig de to bedste andethold – herrernes andethold blev nr. 29 - og Olav Lundanes understregede i sejrsinterviewet, at årets hold består af unge løbere, som har mange år foran sig.

Kristianssand blev altså nr. 2 og små 5 minutter efter Lundanes løb verdensmesteren Thierry Gueorgiou de seneste to års vinder fra Kalevan Rasti ind til 3. pladsen. Mon ikke de er sultne efter revanche i Jukola – verdens største stafet, der afvikles ved Helsinki midt i juni måned.

Set fra dansk side var der mange opmuntrende enkeltpræstationer. Først og fremmest leverede Søren Bobach en fantastisk indsats på 9. tur i Haldens vinderhold. Det er kun verdensklasseløbere, der får lov at løbe de sidste ture og Søren blev virkeligt kastet for løverne, da han gik ud i têten blot 5 sekunder foran Kristianssands Daniel Hubmann, der var rykket ned på næstsidste tur på grund af en mindre skade. Dog ikke en skade, der hindrede Hubmann i at forcere voldsomt, men altså kun skaffede 15 sekunders forspring på de ca. 8 km.

Dernæst leverede Sigge Lundedal en forrygende indsats, da han på lange natten løb OK Denseln fra en 15. plads 4:26 efter til en 7. plads bare 13 sekunder efter têten. Dermed havde han hovedrollen i at sikre klubben sin 5. plads, hvilket var bedste placering siden 1963 og næstbedste hold i den prestigefyldte konkurrence om at være bedste svenske hold.

Rasmus Thrane Hansen blev nr. 27 på første tur, 0:51 efter têten og lagde dermed grunden for, at Pan Kristianstadt fik et af deres bedste resultater i flere år, da holdet endte på 12. pladsen.

I IFK Göteborg holdt Marius Thrane Ødum på 7. turen 9. pladsen og løb et halvt minut ind på têten, hvor Emil Wingstedt bragte Halden alene i front. Thor Nørskov løb en fornem førstetur på IFKs andethold, da han på 37. pladsen blot var 1:02 efter têten – og et halvt minut foran klubbens førstehold. Endelig løb Christian Christensen førsteholdet fra 33. til 19. pladsen på 3. turen.

I Bækkelaget løb Jeppe Rud lange nat, hvor han holdt 24. pladsen og bare tabte små 3 minutter til têten.

Ser vi på de danske hold, blev OK Pan Århus som ventet bedst. Claus Bloch åbnede endnu en gang fornemt på første tur og skiftede som nr. 20, blot 36 sekunder efter. Så var der værdifuld erfaring til juniorløber Jakob Ekhard Edsen, der fuldt godkendt skiftede som nr. 31 3:24 efter. I CopenhagenO kom Ulrik Nielsen ind som nr. 100, 3:07 efter og direktør Michael Sørensen løb glimrende, da han løb CopenhagenO op til 57. pladsen, 6:05 efter.

3. tur blev hård for rutinerede danske løbere. René Rokkjær faldt for Pan ned til 44. pladsen, 13:35 efter, mens Thomas Jensen var 31:47 efter, da han skiftede som nr. 102.

Jonas Munthe viste, at han har fået god form som landsholdets posthund, da han på lange natten blot tabte 3:41 og løb Pan-holdet til 40. pladsen. Unge Simon Thrane Hansen bragte CopenhagenO nogle pladser frem til nr. 98, men tabte selvsagt en del til de hurtigste.

På 5. tur løb Henrik Markvardsen Pan op til 38. pladsen. Bjarne Knudsen tabte en placering og så imponerede det unge trekløver Mikkel Sørensen, Magnus Dewett og Lars Hjerrild ved at fastholde holdet omkring nr. 40. På sidste tur måtte Per Hjerrild slippe nogle hold forbi og bragte holdet ind på en 46. plads.

Blandt de, der passerede var Søren Schwartz i IFK Göteborg 2, der løb holdet fra 47. til 41. pladsen og blot tabte 16 minutter til têten.

I CopenhagenO løb Rune Nygård Monrad sidste tur. Han startede ud på sidste tur som nr. 104 og holdt sig lige under de to timer og endte på 96. pladsen. Formentlig ikke helt det slutresultat, den debuterende klub havde håbet på, men en stabil præstation af Rune på den lange hårde sidste tur.

De heroisk kæmpende hold fra Ballerup OK og Aalborg OK ventes at slutte omkring nr. 240.

http://10mila.se/2012