Skip to main content

CopehagenO nr. to i Tiomilas ungdomsklasse

| Administrator | Nyheder 2012

Med Mikkel Aaens come back efter lang skadespause

Den nye sjællandske klub, CopenhagenO, indledte sit første Tiomila på fornemste vis med en andenplads i ungdomsklassen.

Martin Illum indledte stabilt og var inde på første tur på 10. pladsen, 2,24 efter têten. Derefter tog Nikoline Tillingsøe over og leverede en fantastisk indsats og skiftede på andenpladsen blot 11 sekunder efter IK Hakarpspojkarna.

På tredje tur løb Södertälje-Nykvarn Orientering sig op i têten men bagfra kom finske Ounasvaaran Hiihtoseura, der lå nr. 11 efter første tur og 16 efter anden tur, men løb sig op på andenpladsen. Amanda Falck Weber tabte dog lidt tid på 3. tur og sendte Mikkel Aaen ud på sidste tur på 4. pladsen med 2,34 op til Södertälje-Nykvarn Orientering.

Men på trackingen kunne man se, at Södertälje-Nykvarn Orientering bommede heftigt på anden post og så passerede Ounasvaaran Hiihtoseura og siden så Olli Ojanen sig ikke tilbage og sikrede en suveræn sejr med næsten 8 minutter foran Mikkel. Den finske km-tid på sidste tur var blot en anelse over 5 min.

Til sidst var Mikkel tæt på at blive indhentet af OK Kolmården fra Sverige, men det holdt altså til andenpladsen. Ved det efterfølgende interview fortalte Mikkel, at han havde slået kompasset i stykker allerede på vej til første post. Derfor var det ikke så let for Mikkel at læse sig ind, når han kom ud af kurs. Lad os håbe klubbens løbere i dame- og herrestafetten husker at have ekstrakompasser med på turen.

Andenpladsen er så vidt vides den bedste danske placering nogensinde i Tiomila og derudover er det også glædeligt at se Mikkel Aaen tilbage i skoven efter hans langvarige skadesperiode.

CopenhagenO kunne endvidere glæde sig over, at Emil Øbro løb klubbens andethold ind på en fornem 28. plads, 19:02 efter vinderen og kun lidt over 11 minutter efter førsteholdet. På holdet løb endvidere Malthe Gaarsdal, Frida Kopp Stannum og Iben Valery.

Nu glæder vi os til damestafetten, som starter kl. 14.15.

http://10mila.se/2012