Skip to main content

Dobbelt Göteborg-Majorna i dagstafetten

| Administrator | Nyheder 2012

Men OK Pan Århus vandt den samlede sejr ved Danish Spring stafetterne

Dagstafetterne i Danish Spring afvikledes i dag i strålende solskin, som for alvor varsler, at foråret er på vej. I forårshumør var også såvel herrer og damer fra svenske Göteborg Majorna, da de vandt dobbeltsejr.

Hos kvinderne var duellen med OK Pan Århus ganske tæt og Ida Bobach løb ud sidsteturen for Pan Århus sammen med Lina Strand fra Göteborg Majorna, som Ida besejrede i en spændende slutstrid i lørdagens samlede start. Lina fik hurtigt et mindre forspring, men Ida lukkede hullet flere gange. ”Men et par gange blev mit vejvalg gennem moserne bare lidt tungere end hendes og i slutfasen faldt jeg desværre et par gange og det kostede nok for mange kræfter”, funderede Ida, der i modsætning til Lina også løb natstafetten lørdag aften. I mål var forskellen 15 sekunder i Linas favør. Ida kan så til gengæld glæde sig over i natstafetten at have lagt grunden til den samlede OK PAN Århus sejr som den klub, der havde den bedste samlede tid i natstafet og dagstafet og derfor kunne indkassere totalpræmien på 5.000 kr. På OK PAN Århus vinderhold løb Signe Klinting den første tur på natstafetten og juniorerne Stine Bagger Hagner og Ita Klingenberg de to første dagture.
OK PAN Århus’ andethold erobrede derudover tredjepladsen i dagstafetten.

Hos herrerne stod der Göteborg overalt. I starten var natvinderne NTNUI godt med sammen med det polske militærlandshold, Norges juniorlandshold og Vänersborg, men på tredje tur udviklede løbet sig til et lokalt Göteborg-mesterskab, da Ola Martner og Eskil Kinneberg hos hhv. Majorna og IFK Göteborg trak fra og overlod stafetten til rutinerede Jonas Pilblad i IFK-dragten og lørdagsvinderen Johan Runesson i Göteborg Majornas gråsorte dragt. De to var sammen det meste af turen, men til sidst havde Runesson endnu en gang de bedste ben og var i mål 8 sekunder foran Pilblad. Marius Thrane Ødum leverede en fornem indsats, da han løb IFK Göteborgs andethold ind på en flot 4. plads. IFK Göteborg kunne desuden glæde sig over den samlede sejr og 7.000 gode danske kroner. Bedste danske hold var CopenhagenO, der på 9. pladsen var små 27 minutter efter vinderne.

Dermed er premieren på Danish Spring afviklet og arrangørerne fra OK Øst Birkerød kan puste ud efter at have arrangeret 3 intense konkurrencer på 24 timer – med et skift til sommertid oveni. Ideen med at arrangere en tæt pakket konkurrenceweekend fra samme stævneplads, hvor man kan flyve ind lørdag morgen fra alle nordiske hovedstæder og være hjemme igen søndag aften bør være levedygtig og kommer man tidligt i gang med markedsføringen af 2013-udgaven med en god tydelig beskrivelse af konceptet, bør det være muligt at trække flere deltagere end de, der i år valgte at møde frem og nyde den fine stævneplads. Klubben skal også roses for at have taget ambitiøse initiativer med Web-TV og streaming af speakerlyd på nettet, så man kunne følge stævnet hjemme fra computeren.

Se alle resultater fra løbet via linket nedenfor

http://www.danishspring.dk/da/live-resultater/