Skip to main content

Låge nr 23: CityOrienteringsløb

| Administrator | Nyheder 2013

Et 350 års jubilæum, der skal fejres!

Tirsdag den 10. juni 2014 afholder Lyngby Orienteringsklub det traditionelle CityOrienteringsløb som er nr. 19 i rækken. Det er derfor ikke selve løbet der har jubilæum, men derimod vores vært "Kastellet" som har 350 års fødselsdag i 2014.
 
I den anledning har Kastellets kommandant rettet henvendelse til Lyngby OK og opfordret os til at gøre noget særligt ud af CityOrienteringsløbet 2014. 
Udover et "face lift" af selve arrangementet både hvad angår stævnepladsen omkring Kastelmøllen samt de forskellige baner, så har vi tilbudt Kastellet et "Find vej i Kastellet" projekt - som vil blive et ekstra tilbud til alle deltagerne i Cityløbet - her tænker vi først og fremmest på familiemedlemmer der ikke har lyst til at løbe en lang bane i byen, eller børnefamilier - med eller uden bedsteforældre - som gerne vil gå eller løbe et spændende foto-orienteringsløb på og i Kastellet og samtidig få mange spændende historier fra de 350 år hvor Kastellet har beskyttet København mod fjendtlige angreb!
 
CityOrienteringsløbet har haft et stabilt deltager antal på ca. 400 i mange år! Der er mulighed for at løbe både lange (10 km) og mellemlange (5 km) baner samt løbe i grupper. Stævnepladsen har skiftet plads op gennem årene - i de første år startede vi fra "Grevens Bastion" i sydøst, derefter flyttede vi til "Prinsessens Bastion" i nordøst, hvor vi opholdt os i mange, mange år, men da det blev beslutter at der her skulle opstilles et mindesmærke for de faldne i de danske fredsbevarende missioner - så blev vi flyttet til græsplænen omkring møllen - som nok er det smukkeste sted på Kastellet - så det var vi ikke utilfredse med!
 
Kom og vær med den 10. juni og samtidig deltag i fejringen af Kastellets 350 års jubilæum.
 
Glædelig jul og godt nytår,
Finn Blom
Lyngby OK
 
Indsendt af Finn Blom / Lyngby OK