Skip to main content

Låge nr 9: DM Mellem og Midgårdsormen

| Administrator | Nyheder 2013


Er teknikken blevet skærpet på sommerens etapeløb, eller har liggestolen og rosévinen trukket for meget? Til august gøres der status ved en klassisk orienteringsweekend: DM Mellem lørdag eftermiddag inden Midgårdsormen begynder at sno sig natten til søndag.
 
DM Mellem finder sted i Nørreskoven, hvor Gediminas Trimakas har produceret et helt nyt kort. Kvaliteten er ifølge banelægger (og DOF-direktør) Michael Sørensen i top, og arbejdet med at sikre alle klasser en o-teknisk lækkerbisken er i fuld gang. Vejret viser sig tit fra sin gode side til DM Mellem. Så måske kan I slutte af med en dukkert i den nærliggende Furesø? Mellemdistancen byder på mange tekniske udfordringer, imens den fysisk er mere til at have med at gøre. Derfor håber vi, at mange klubber vil bruge stævnet som en mulighed for at invitere jeres nye medlemmer til at prøve kræfter med at løbe et danmarksmesterskab.
 
Turen til DM Mellem kan bruges til besøge København eller Nordsjælland, men vi råder jer også til at slappe af og få fyldt depoterne op, så I er klar til en tur i Rude Skov, når Danmarks mest legendariske stafet, Midgårdsormen, slippes løs søndag morgen. Vi har valgt i store træk at beholde den model for stafetten, som Silkeborg OK brugte sidste år. Så I kan godt begynde at samle 10 løbere for at slå arvefjenderne. Rude Skov er karakteriseret ved stærk kupering og mange afvekslende detaljer. Som banelægger har vi en af dem, der kender skoven allerbedst, Søllerød OK's ungdomstræner Bo Konring. Vi arbejder lige nu på at sikre, at man kan overnatte på stævnepladsen for at sikre den specielle mini-Tiomila-stemning, der er så speciel for Midgårdsormen.
 
Søllerød OK og OK Øst Birkerød glæder sig til at se jer til et intenst orienteringsdøgn
 
Indsendt af Helle Holm Clausen, stævneleder

Links: www.okoest.dk , www.sollerod-ok.dk