Skip to main content

Findvejiskolen.dk: Nyt materiale til skolerne

| Administrator | Nyheder 2013

Alle danske skoler kan frem til 23. februar rekvirere gratis ’Lær at finde vej’-materialer til undervisningen (også tværfaglig). Orienteringsklubberne kan komme tættere på skolerne med initiativet.

Dansk Skoleidræt og Dansk Orienterings-Forbund lancerer nu en stor skolekampagne. Kampagnen er en del af arbejdet omkring Find vej Dagen, som Nordea-fonden støtter. I foråret 2013 var 13.000 elever tilmeldt et ’Lær at finde vej’-forløb, men den kampagne blev hårdt ramt af lærerlockouten.

Skolerne kan frem til den 23. februar 2014 rekvirere gratis materialer med inspirerende orienteringsøvelser til undervisningen og tilhørende ’Lær at finde vej’-hæfter til eleverne. Øvelserne består af aktivitetsark til fem lektioner og et inspirationsark til tværfaglig undervisning. Materialerne er nemme at gå til - også for idrætslæreren uden kendskab til orientering. Der er mulighed for mange gradueringer i sværhedsgraden, så det kan tilpasses flere klassetrin.

Se http://www.findvejiskolen.dk

Invitationer til Find vej Dagen – og konkurrence
Med i pakken er også invitationer til Find vej Dagen den 5. april, som skolen deler ud til eleverne, når pakken med materialer kommer frem i uge 10-11.

Alle deltagende skoler kan efter et ’Lær at finde vej’-forløb og inden 1. juni 2014 registrere antal elever, der har gennemført forløbet, og deltage med et lod pr. elev i lodtrækningen om et orienteringsløb på skolen med tidstagning og et komplet orienteringssæt.

Mange muligheder for orienteringsklubberne
Kampagnen giver orienteringsklubberne mulighed for at komme tættere på skolerne. Nedenstående punkter er blot til inspiration:

•\tStil en ressourceperson til rådighed for skolerne, så de kan henvende sig til klubben med spørgsmål om orientering. Ressourcepersonen kan være mere eller mindre proaktiv over for skolerne.
•\tHjælp skolen med et orienteringskort til øvelserne, hvis de ikke selv har et.
•\tHjælp med undervisningen i orientering i skolen – evt. som supplement til ’Lær at finde vej’-forløbet, som idrætslæreren selv kan køre.
•\tLever bestilt materiale til lokale skoler. Skolernes pakker uddeles på repræsentantskabsmødet den 1. marts til de klubber, der ønsker at distribuere det. De leverer det efterfølgende til skolen – og får dermed en direkte kontakt med skolen.
•\tLav et lokalt skole- eller klassemesterskab på Find vej Dagen 2014. Fx: Hvilken klasse finder flest poster?
•\tVarm op til Find vej Dagen 2014 med en særlig Skolernes Find vej Dag en hverdag i ugen op til Find vej Dagen.
•\tAktivér klubbens unge og børnefamilier, så de både er med på Find vej Dagen og i ’Lær at finde vej’-kampagnen.
•\tDel linket findvejiskolen.dk med skoler, kommuner, forældre m.fl.

http://www.findvejiskolen.dk