Skip to main content

Dobbelt Faaborg i TRIMTEX Cup

| Administrator | Nyheder 2013

Emma og Tue vandt årets ranglisteserie

På ranglisten i D 21 var Emma Klingenberg fra Faaborg OK 90 point efter Ida Bobach, Silkeborg OK, men da Ida ikke stillede op i weekenden, havde Emma fine muligheder for at gå forbi.

I dagens Jættemil kunne vi følge et spændende opgør mellem Emma og Maja Alm, OK HTF Haderslev. Begge er kendt for deres VM- og World Cup triumfer på sprint, men de løber også stærkt i skoven. I dette tilfælde på den 14 km lange bane. Der var to butterflies på banen og ved begge skulle de hver sin vej og ved begge løb de stort set lige hurtigt, så de atter kunne have følgeskab, da de atter blev samlet. Mod slutningen løb Maja skævt gennem et af skovens karakteristiske bøgepursområder, hvilket Emma ikke var sen til at udnytte og tog sejren med 10 sekunder foran Maja. ”Det var en ærgerlig fejl”, fortalte Maja bagefter, ”for jeg følge at det var mig, der var den stærkeste i dag”. Tredjepladsen i dag blev et glædeligt gensyn med Zenia Hejlskov Mogensen, OK Pan Århus, der ikke har løbet mange o-løb siden starten af sæsonen, men som endnu en gang viste sin markante løbsstyrke. Men med Emma og Majas km-tid omkring 5½, var Zenia dog syv minutter efter og 15 sekunder foran Farums Line Søderlund på 4. pladsen.

Weekendens resultater betød, at Emma rykkede op på førstepladsen i TRIMTEX Cup og skubber Ida ned på andenpladsen. Med de to andenpladser rykker Maja op på tredjepladsen efter ikke at have løbet tre løb i ranglisteserien. Hele 5 andenpladser er det blevet til Maja i år, så det er ikke underligt hun ærgrede sig ekstra meget over ikke at få snøret sækken i dag. Line Søderlund fastholdt fjerdepladsen, mens Signe Søes’ fravær i weekenden betød at hun tog turen hele vejen fra 3. pladsen før dagens løb ned til 9. pladsen.

Før weekenden førte Tue Lassen, Faaborg OK, ranglisten ned 174 point foran Rasmus Djurhuus, OK Pan Århus. En position, som Rasmus faktisk kunne have truet, hvis han ikke i lørdagens sprint var faldet og ødelagde både kort og plastlomme. Og da Tue vandt sprinten var det da klar, at Tues førsteplads ikke kunne trues. Så da Tue mærkede tydelig ømhed i baglåret, valgte han den sikre løsning og joggede hjem. Før da kunne vi følge, hvordan Rasmus løb rigtigt hurtigt på sine sløjfer og Tue førte an i et tog, hvor også Carsten Jørgensen, THOK var med. Til sidst rykkede Rasmus dog fra og var i mål lidt over et minut foran svenske Jakob Lööf. Begge havde km-tid godt under 5 min/km. DOFs direktør, Michael Sørensen, OK Øst Birkerød, vandt spurten om tredjepladsen foran Carsten og Rasmus Søes fra Farum OK.

Resultaterne betyder, at top to er uændret Tue og Rasmus, mens Søren Schwartz i kraft af en heroisk indsats i Jættemilen fastholder 3. pladsen. Andreas Hougaard Boesen holder fast i fjerdepladsen efter det fine løb lørdag, mens evigt unge Thomas Jensen kiler sig ind på 5. pladsen – en slags flidspræmie for kun at have været uden for pointrækken i et løb. Samme Thomas har dog i sin egenskab af eliteudvalgsformand netop været med til at beslutte, at der bliver lidt færre tællende løb næste år, så han ikke så let ”risikerer” atter at havne på en af præmiepladserne i TRIMTEX Cup, hvis han bliver en af dem, der løber alle løbene.

Resultatet ag TRIMTEX Cup 2013 er opdateret og kan studeres via linket til højre på siden.

Jættemilen havde i år 50 års jubilæum og OK 73 havde rigtigt mange deltagere i den silende regn i Store og Lille Hareskov. De skal have stor ros for et godt arrangement, hvor der i mange af klasserne var de kendte Jættemils-tog, som har givet løbet sit særpræg gennem den 50-årige historie. Som altid trak løbet mange deltagere fra Sverige, men i år var flere svenske klubber og et antal norske klubber også repræsenteret. Dejligt, at løbet fortsat har godt fat i vores nordiske brødre.

http://www.ok73.dk/loeb/jm2013/