Skip to main content

Favoritsejre i Farum Sprinten

| Administrator | Nyheder 2013

I rigtigt efterårsvejr

Næstsidste afdeling af henholdsvis juniorernes Løberen League og seniorernes TRIMTEX Cup blev lørdag afviklet i Farum.

Shopping-gæsterne i butikscenteret Farum Bytorv spærrede øjnene op, da deltagerne i Farum Sprinten startede fra et torv i centeret for at løbe ud på sprintbanerne. Løberne blev udfordret fra start, da de efter blot 5 sekunders løb kunne se post 1 – men de kunne blot ikke se hvordan man kom til den, da hurtigste vejvalg var at løbe direkte væk fra posten, under en bro og over til posten. Kort efter var det om at nærstudere kortet for at finde den rette vej langs en byggeplads for et nyt plejecenter. Sidst på banen var det en tæt-lav bebyggelse lige nord for Farum Station, der drillede deltagerne.

Løbet var lagt op efter at skulle være publikumsvenligt, men heftig regn og kraftige vindstød gjorde det til en blandet fornøjelse at være tilskuer –cafeen lige inden for i varmen i Bytorvet blev en for hård konkurrent.

Men klasserne blev afgjort og i Trimtex Cup blev det som ofte før de to Faaborg-løbere Tue Lassen og Emma Klingenberg, der trak de længste strå. Begge gav udtryk for, at det havde været en sjov bane, hvor de havde været udfordret fra start til slut. I dameklassen var det som så ofte før en duel mellem Emma og Maja Alm, OK HTF Haderslev, der erobrede andenpladsen. Det var særligt glædeligt, at unge Andreas Boesen på andenpladsen blot var 11 sekunder efter Tue. Andreas fortalte, at han havde forberedt sig med Street View, hvor man tydeligt kan se den parkeringskælder under Bybækskolen, som der ikke var mange af deltagerne, der så. Med udbredelsen af Street View får sprintløberne stadig bedre muligheder for at forberede sig og Andreas, der et godt bud på et dansk topresultat ved kommende sprintmesterskaber, viser vejen ved brug af de værktøjer, der er til rådighed.

I Løberen League blev det sejre til Cecilie F. Klysner, FIF Hillerød og Simon Thrane Hansen, Søllerød OK. Også her var der glædelige fremtidshåb på andenpladserne, da unge Josefine Lind, OK Gorm, erobrede andenpladsen i D 20 og Emil Øbro, THOK, fik i H 20 belønningen for langt hårdt slid mod toppen af junioreliten.

Resultaterne er nu på hjemmesiden og vi forventer ikke der kommer ændringer i eliteklasserne, så her er de bedste resultater i eliteklasserne:


D21E
1 9 Emma Klingenberg Faaborg OK 13:31
2 5 Maja Alm OK H.T.F. 13:50
3 1 Masha Semak Farum OK 15:03

H21E
1 5 Tue Lassen Faaborg OK 14:57
2 9 Andreas Hougaard Boesen OK Roskilde 15:08
3 2 Thomas Jensen Tisvilde Hegn OK 15:43


D-20E
1 0 Cecilie F. Klysner FIF Hillerød Orientering 15:19
2 5 Josefine Lind OK GORM 16:18
3 4 Nicoline F. Klysner FIF Hillerød Orientering 16:27

H-20E
1 4 Simon Thrane Hansen Søllerød OK 15:57
2 8 Emil Øbro Tisvilde Hegn OK 16:02
3 4 Simon Smedberg OK Skogsfalken 16:09

http://farum-ok.dk/sider/arrangementer/20131109/klasse_resultat.html