Skip to main content

En svær og dramatisk mellemdistance-kvalifikation

| Administrator | Nyheder 2013

4 af 5 danskere videre, mere eller mindre sikkert

Det blev en af de sværeste kvalifikationer i meget lang tid – og på gps-trackingen kunne man se de mest utrolige ting, og det sågar også fra nogle af de mest rutinerede navne, som fx sidste års sølvvinder Valentin Novikov, Rusland. Desværre var også Tue Lassen med i et større drama, da han som sidst startende i sit heat rendte ind i et stort bom til 1.posten – og aldrig fik et rigtigt flyd. Først til allersidst lykkedes det ham at få klemt sig op på den 15.plads, der lige akkurat gav adgang til finalen, men mere herom senere.

Damernes kvalifikation

De danske damer kvalificerede sig rimeligt sikkert, Ida Bobach endda på en flot 2.plads efter et godt gennemført og kontrolleret løb. Det svære terræn så ud til at passe Ida fint. Maja Alm kvalificerede sig også rimeligt sikkert som nr 9, men havde et par enkelte større bom, som dog aldrig bragte hendes kvalifikation i fare. Generelt set kvalificerede favoritterne og de bedste nationers løbere sig sikkert nok, men normalt sikre finaleløbere som Natalia Vinogradova, Rusland, Celine Dodin, Frankrig, Lizzie Ingham, New Zealand og Annika Rihma, Estland røg ud.

Herrernes kvalifikation

Normalt er Tue Lassen meget sikker til at kvalificere sig – og ovenpå sin flotte 8.plads på langdistancen havde kun de færreste forestillet sig at Tue skulle rode sig ind i de problemer han gjorde. På gps-trackingen kunne man følge, hvordan Tue lavede en grum parallelfejl på vej til 1.posten – hvor han 2-3 gange kom rundt til det samme forkerte sted, og 4½ min bom sendte ham langt ned på resultatlisten (nr 26). Efterfølgende fightede han sig opad på resultatlisten, men flere fejl på ½-1 min gjorde, at han først til allersidst nåede op på 15.pladsen. Tue sagde selv, at hverken krop eller hoved fungerede specielt godt i dag og han havde svært ved at forstå kortet helt; han var dog lettet over kvalifikationen – og glædede sig til at tage revanche i morgen!!

Rasmus Thrane Hansen løb et rigtigt godt og stabilt løb, hvor han det meste af tiden lå nr 5-9, og han sluttede som en meget sikker nr 9. Søren Schwartz Sørensen manglede det held som Tue trods alt havde til sidst, og trods en tid som var ca 2 min hurtigere end Tue, manglede Søren 47 sek i at kvalificere sig, og han blev en ærgerlig nr 18. Søren startede ellers rigtigt godt og var nr 5 efter post 5 – og nr 13 efter post 9. Men 2-3 fejl på 1-1½ min (på hele banen) og ikke mindst ca ½ min på sidsteposten blev altså for meget!! Det var derfor en fattig trøst, at rigtigt mange gode løbere også lavede store fejl, og at både Finland og Polen mistede 2 løbere hver.

Fredagens finale

Det skal blive rigtigt spændende at se, om løberne vil blive budt på lige så store udfordringer i morgen, og ikke mindst om Ida Bobach kan holde sit høje niveau i morgen. I 2011 blev hun nr 2 i Frankrig, i 2012 nr 4 i Schweiz – så det er ikke uden grund der næres store forventninger til hende i morgen. De resterende danskere Maja Alm, Tue Lassen og Rasmus Thrane Hansen kan alle på en god dag være med helt fremme – og bliver der lavet ligeså mange fejl i morgen som i dag, gælder det jo bare om at være den der undgår fejlene!
Herrerne starter kl 12, 10 og Tue starter 12,13 og Rasmus kl 12,38,30, Der er 1½ min imellem hver starttid og sidste løber starter 13,16. Banen er 6,3 km
Hos damerne er 1.start 14,05, Maja starter 14,35 og Ida 15,06,30. Sidst start på den 5,06 km lange bane er kl 15,11.

http://www.woc2013.fi