Skip to main content

Danskerne lidt statister ved langdistancefinalen

| Administrator | Nyheder 2013

Mandfolkepræstation af Tue Lassen gav 8.plads

Damernes konkurrence

Det var lange baner, det var varmt – og det var rigtigt hårdt for danskerne i dag. Først var det damerne – og her lagde både Ida Bobach og Emma Klingenberg fornuftigt ud, men efterhånden som de store navne kom i gang, kunne man se at både Ida og Emma var noget efter de bedste. Ida lå nogenlunde stabilt omkring nr 10 i hele løbet, men især på langstrækkene var det tydeligt, at Ida ikke helt havde farten i dag – og nok heller ikke de allerbedste vejvalg. Ida sluttede som nr 11, 8,44 efter aldeles suveræne Simone Niggli, Schweiz. Emma var faktisk rigtigt pænt med i starten og indhentede den foran startende russer. Men på langstrækket (10-11) kunne man på gps-trackingen se, at Emma dels ikke havde det optimale vejvalg og dels bommede selve posten ret meget. Så fra at have ligget nr 8-9 dumpede hun helt ned som nr 18-19 – og selv om hun så fik løbet sig op igen og var i mål kun 20 sek efter Ida, var det en kæmpebet at blive diskvalificeret for angiveligt ikke at have klippet post 8. Og når man efterfølgende ser på gps-trackingen, ser det umiddelbart ud som om Emma løber lige i posten!! Men så var det vist en væskepost …

Som tidligere nævnt vandt Simone Niggli aldeles suverænt med næsten 3 min ned til nr 2 svenske Tove Alexandersson, der med en stærk afslutning lige klemte sig foran landsmanden Lene Eliasson. Det er næsten ikke til at finde superlativer nok til at beskrive Simone Niggli, men man må også tage hatten af for de svenske damer, der i den grad melder sig ind, når det drejer sig om medaljer. Hjemmefavoritten Minna Kauppi måtte således nøjes med 4.pladsen og russiske Tatiana Ryabkina blev nr 5 kun 1 sek efter Minna. Om Lene Eliassons præstation må man i øvrigt sige, at hun helt konsekvent valgte at løbe udenom – også langt, og mest spektakulært slog hun alle andre topløbere med 1½-2 min ved at løbe langt-langt venstre ompålangstrækket 10-11. Til gengæld tabte hun måske sølvet til allersidst ved at løbe udenom til næstsidsteposten – men ingen tvivl om at hun var glad for sin medalje!

Herrernes konkurrence

Tue Lassen startede meget tidligt ud, som nr 21 af 45 – men på den måde kom han faktisk i den grad til at præge konkurrencen. Tue startede nemlig rigtigt stærkt og blev hele tiden den de andre skulle slå – og selv da de stærkeste løbere startede, var Tues tider helt i top. Når man ser på mellemtiderne, var Tue faktisk helt til post 13 nr 3 – og ved publikumspassagen efter post 18 lå han stadig nr 6. Via Skype fortæller Tue, at han generelt følte han havde løbet et rigtigt godt løb, taget ok vejvalg og gennemført dem – men på den sidste sløjfe havde han i den grad kæmpet med at holde både tempo og koncentration, og så var hans baglår på grænsen til at krampe hele tiden. Så det havde været en kamp at gennemføre – men på den anden side en stor tilfredsstillelse at have gjort sit allerbedste. Via gps-tracking og mellemtider kan man se, at Tue taber flere gange ½-min kort før publikumspassagen – men også at han holdt sig inde i kampen hele tiden, og han sluttede som en absolut godkendt nr 8, 2 min fra podiet og 4,42 efter Thierry Gueorgiou.
Søren Schwartz Sørensen løb et meget stabilt løb, hvor han startede ud med mellemtider omkring nr 30 og ved publikumspassagen var han så faldet lidt ned som nr 38. Det var derfor stærkt af Søren at avancere 4 pladser på den sidste sløjfe, så at han sluttede som nr 34.

Herrernes konkurrence blev vundet af Thierry Gueorgiou, Frankrig, som vandt med godt 1 minut over finske Jani Lakanen. Derefter var der næsten kun godt 1 minut mellem nr 3 Edgars Bertuks, Letland og nr 7 Daniel Hubmann, Schweiz – og ser man på konkurrencen som helhed, var det heller ikke de helt store fejl de enkelte løbere lavede, trods lidt forskellige vejvalg her og der.

Damernes resultat:
1 Simone Niggli Schweiz \t\t1:20:02
2 Tove Alexandersson Sverige \t1:23:01 +2:59
3 Lena Eliasson Sverige \t\t1:23:08 +3:06
11 Ida Bobach Danmark \t\t1:28:46 +8:44

Herrernes resultat:
1 Thierry Gueorgiou Frankrike\t 1:41:39
2 Jani Lakanen Finland \t\t1:42:57 +1:18
3 Edgars Bertuks Lettland \t\t1:43:29 +1:50
8 Tue Lassen Danmark \t\t1:46:21 +4:42
34 Søren Schwartz Sørensen Danmark \t1:57:44 +16:05

Alle resultater, mellemtider og gps-tracking kan findes via nedenstående link.

Nu får alle løberne en fortjent hviledag i morgen onsdag, inden der på torsdag er mellemdistance kvalifikation. Hos damerne stiller Maja Alm og Ida Bobach til start, og hos herrerne er det Tue Lassen, Søren Schwartz Sørensen og Rasmus Thrane Hansen. Første start er kl 08 dansk tid.

http://www.woc2013.fi