Skip to main content

VM holdet suppleres med Andreas Boesen

| Administrator | Nyheder 2013

Landstræner Lars Lindstrøm har valgt at give Andreas Boesen chancen til VM i Vuokatti, Finland

I den forløbne uge har landsholdet deltaget i årets anden World Cup runde med stor succes. På baggrund af resultaterne herfra samt den resterende del af forårssæsonen, suppleres VM-holdet nu med yderligere en løber. Andreas Boesen, OK Roskilde får dermed sin debut til VM og er udtaget til at løbe sprint. Ligeledes er Rasmus Thrane Hansen, Søllerød OK blevet udtaget til den sidste plads på mellemdistancen.

"Vi har i år valgt kun at udtage løbere med højt resultatpotentiale suppleret med få unge løbere, der i løbet af året har udviklet sig markant. Andreas Boesen har igennem foråret ved flere lejligheder vist, at en solid træningsindsats bærer frugt, og derfor belønnes han med en sprintplads til VM", udtaler landstræner Lars Lindstrøm.

Sommerens VM i Finland er landsholdets helt store mål, og DOF stiller med et meget stærkt hold bestående af løbere på højt niveau. Målsætningen til VM er mindst 2 medaljer, og med tanke på de seneste World Cup løb er vurderingen, at Danmark har mindst 4-5 realistiske chancer for medaljer.

"Den sidste World Cup runde viste, at også herrernes niveau er begyndt at nærme sig verdensklasse, og det er derfor med store forhåbninger vi rejser til VM. Vi har medalje- og podiekandidater på alle distancer og tror på, at vi kan lykkes", udtaler landstræner Lars Lindstrøm.

Endvidere har Signe Søes i dialog med landstræner Lars Lindstrøm besluttet ikke at løbe VM i 2013, men i stedet fokusere på at få lagt et solidt træningsgrundlag for sit comeback. Damernes stafethold er derfor ligeledes udtaget.

Damer:
Lang: Emma Klingenberg, Ida Bobach
Sprint: Emma Klingenberg, Maja Alm
Mellem: Ida Bobach, Maja Alm
Stafet: Emma Klingenberg, Ida Bobach, Maja Alm

Herrer:
Lang: Marius Thrane Ødum, Søren Schwartz Sørensen, Tue Lassen
Sprint: Andreas Boesen, Rasmus Thrane Hansen
Mellem: Marius Thrane Ødum, Rasmus Thrane Hansen, Tue Lassen
Stafet: Marius Thrane Ødum, Rasmus Thrane Hansen, Tue Lassen

Spørgsmål til udtagelsen bedes, senest fredag d. 14/6, rettet til landstræner Lars Lindstrøm på telefon 41 96 93 73.

http://www.woc2013.fi/