Skip to main content

Gode danske præstationer i Tiomila

| Administrator | Nyheder 2013

OK Pan Århus nr. 7 hos damerne - IFK Göteborgs hold med 4 danskere nr. 3 i herrestafetten

Der blev leveret adskillige flotte enkeltpræstationer i damestafetten ved Tiomila, da den blev afviklet nordvest for Stockholm, men til slut blev OK Pan nr. 7. Isoleret betragtet en flot placering, men næppe en placering, de ambitiøse piger fra Århusklubben er tilfredse med.

Signe Klinting kom aldrig helt med førerfeltet på første turen og skiftede derfor som nr. 87 lidt over 5 minutter efter teten - og næste lige så længe efter Signe Søes, der løb en flot første tur for sin svenske klub, IFK Lidingø og skiftede som nr. 2, 10 sekunder efter vinderen af første tur. Signe var ikke den eneste rutinerede løber, der lykkedes med 1. Turen. Som nr. 3 blot 9 sekunder efter Signe skiftede dansk gifte Karolina Højsgaard, der forlængst har kvalificeret sig til at løbe D 40. Unge Nicoline F. Klysner løb en flot 1. tur for CopenhagenO og var blot 3:48 efter, da hun skiftede som nr. 65. Endnu yngre - blot 17-årige - Amanda Falck Weber løb ligeledes fint på førsteturen for sin svenske klub Eksjö SOK og kom i mål på placeringen efter Signe Klinting 6:03 efter de første.

På anden tur gjorde Emma Klingenberg det næsten umulige for OK Pan, da hun skrev sig ind i historien blandt de mange legendariske 2. turs ophentninger. Hun løb mere end 2,5 minutter og knap 80 placeringer ind og skiftede som nr. 9, blot 2:45 efter. Masha Semak løb CopenhagenO op til 38. pladsen.

Unge Miri Thrane Ødum løb først yderligere ind på teten på den ugaflede 3. Tur, men endte i det hårde selskab med at tabe et par minutter sidst på banen, så Maja Alm gik ud som nr. 8, lidt over 4 minutter efter. Line Søderlund løb en forrygende 3. Tur for CopenhagenO og var blot 6:43 efter, da hun skiftede som nr. 16.

Maja Alm løb også flot og tog et minut ind på teten, så Ida Bobach løb ud på sidste tur 3:17 efter. CopenhagenO tabte tid og var 20 minutter efter, da Cecilie F. Klysner løb ud på sidste tur.

Ida Bobach var i hårdt selskab med andre verdensstjerner på sidste turen og måtte se den mangedobbelte verdensmester Simone Niggli og Tanya Ryabkina passere sig, så Pan-holdet som skrevet endte på 7. Pladsen. En heroisk kæmpende Cecilie F klysner løb CopenhagenO ind til en placering som nr. 48.

Og vinder af Tiomilas damestafet? Det blev såmænd Domnarvets GOIF fra Borlaenge, som Karolina Højsgaard løb første tur for. Den svenske landsholdsløber, Lena Eliasson løb sidste tur for holdet.


Herrestafetten blev endnu en gang vundet af finske Kalevan Rasti med den mangedobbelte franske verdensmester Thierry Gueorgiou på sidste turen. Men det var en dramatisk afslutning, hvor en anden verdensmester, norske Olav Lundanes havde en decideret off-dag, da han ikke bare formøblede et forspring på tre minutter, men yderligere tabte tre minutter til Gueorgiou.

Det prestigefyldte opgør om at blive bedste svenske hold blev vundet af IFK Göteborg, der på tredjepladsen var lidt over et kvarter efter vinderne. Den fine placering skyldtes ikke mindst fine indsatses fra klubbens fire danskere, Søren Schwartz, Christian Christensen, Thor Nørskov og Marius Thrane Ødum. Førstnævnte leverede en fuldt godkendt første tur, mens de tre øvrige konsoliderede tredjepladsen gennem fine løb alene i skoven på sjette til ottende tur, hvor de kun tabte ganske lidt til verdensstjernerne hos de to tophold.

Sigge Lundedal Jensen leverede en fornem indsats på lange nat for OK Denseln, hvor han tog mere end tre minutter ind på de førende, men til slut måtte holdets sidste løber Olle Kallered se sig distanceret til en 7. plads.

Af andre danskerhold endte Tue Lassen med Vajakosken Terä på 10. pladsen. Tue forsvarede 11. placeringen på sin 9. tur. Rasmus Thrane Hansen løb ud og kom i mål som nr. 25 for svenske OK Pan Kristianstadt, hvor unge Andreas Boesen i øvrigt leverede en superflot indsats, da han på 6. tur løb holdet fra en 30. til en 21. plads.

Kristianssand OK fik en katastrofal start, så Rasmus Djurhuus fik den tvivlsomme fornøjelse af at løbe lange nat nede omkring nr. 90 og han havde da også en markant dårligere tid på etapen end sim tidligere klubkammerat i FIF, Sigge Lundedal Jensen. Kristianssand fik til sidst kæmpet sig op til en 22. plads, som de dog næppe fejrer længe i den ambitiøse klub.

Af de danske klubber, leverede juniorløberen Jakob Ekhard Edsen en fornem indsats ved at skifte som nr. 30 på første tur for OK Pan Århus, men på tredje turen havde René Rokkjær en af sine ellers meget sjældne off-dage, så holdet faldt noget tilbage. Holdet endte som nr. 80 med Mikkel Sørensen på sidste turen. For CopenhagenO løb Thomas Jensen en fornem sidstetur - blot 18 hhv. 12 minutter langsommere end Gueorgiou og Lundanes - og løb holdet op fra en 140. til en 127. plads.

Næste gang vi får lejlighed til at følge de dygtige danske eliteløbere bliver i pinsen, når der er test- og iagttagelsesløb ved Hillerød. Du kan stadig nå at tilmelde dig publikumsløbet, som har fuld klasseinddeling, gode kort, fine stævnepladser og rigtigt gode baner. Vi ses!

http://Www.10mila.se