Skip to main content

Dansk landsholdssamling i Tjekkiet

| Administrator | Nyheder 2013

Sne og kulde har flyttet påskesamlingen til mere sydlige himmelstrøg, hvor man håber på bedre træningsforhold

Mens store dele af O-Danmark er på vej til påskeløb i sne og kulde (trods solskin), er såvel senior- som juniorlandsholdet på vej til påskesamling i Tjekkiet. Det skulle oprindelig have været i Sverige, men her er bare for meget sne, så forhåbentlig (?) vil træningsmulighederne være bedre i Doksy i det nordlige Tjekkiet. 12 senior- og 15 juniorløbere er taget af sted tirsdag formiddag og returnerer sent mandag 1.4.

Der bliver som udgangspunkt 2 o-tekniske træningspas (hovedsagelig 60-70 min) hver dag, og fredag en enkelt mellemdistance konkurrence efterfulgt af restitution, og for juniorerne er det særdeles relevant at være i Tjekkiet, da Junior VM netop foregår der ca 100 km øst for Prag fra 30. juni til 5. juli.

Jeg har her valgt at fokusere lidt på de 6-7 bedste senior-løbere, dvs de 4 verdensklasseløbere + et par af de unge talentfulde herreløbere og spurgt lidt ind til, hvor de står lige nu i denne lidt skæve sæson, hvor de første 3 World Cup-afdelinger er afviklet, og de næste først ligger i begyndelsen af juni. Men april/maj markerer så de første DM-er samt en af de store nordiske stafetter, Tiomila, hvor vores landsholdsløbere stiller op for store skandinaviske klubber – og hvor ikke mindst PANs damer (med nok hele det danske damelandshold) må høre til blandt favoritterne.


Ida Bobach, Silkeborg OK, har i den grad vist flaget her tidligt på sæsonen i 2013, og ligger nr 3 i årets World Cup efter 3 placeringer som nr 2, 8 og 6. Derudover blev hun så sent som i søndags nr 2 i et svensk WRE-løb og på sydsamlingen i Portugal havde hun 3 top 3 placeringer i WRE-løb. Så Ida er godt løbende, selv om hun på det seneste har haft nedsat træningsmængden pga en mindre skade. Hun satser ikke på at formtoppe til DM-erne i april, men er på den anden side bevidst om nødvendigheden af at være meget fokuseret i den hårde konkurrence, der heldigvis er kommet blandt de danske damer – og så er Tiomila for PAN et meget vigtigt løb.

Tue Lassen, Faaborg OK kom rigtigt godt fra start i årets World Cup, hvor han ligger nr 9 efter 3 placeringer som nr 10, 6 og 12. Tue har haft et rigtigt godt træningsforløb, hvor han siden begyndelsen af februar har ligget i en grundtræningsperiode præget af mængdetræning. 90-120 km om ugen de sidste 3 uger, hvor han endda har måttet skåne sine ømme lægmuskler efter den barske Thy Trail Marathon 23.2, som han vandt. Tue fokuserer primært på en formtop til VM i Finland midt i juli, og selv om også han regner med at præstere sit bedste til forårets DM-er, er de ikke store mål i sig selv. Men naturligvis ønske han at vise de ”unge” fremadstormende, at det er ham de skal slå for at vinde et DM!

Marius Thrane Ødum, OK Øst leverede en fantastisk senior-debut i World Cup, hvor han ligger nr 15 efter 3 placeringer som nr 12, 12 og 19. Marius’ potentiale har ingen kunnet være i tvivl om, men at han i sine første World Cup-løb i den grad skulle gøre sig gældende var ikke helt ventet – og slet ikke da Marius i øvrigt helst løber lange konkurrencer. Siden New Zealand har man ikke set/hørt så meget til Marius, der har været/er og vil være stærkt optaget af skole, eksamenslæsning her i foråret – men træningen er forløbet ok. DM-erne på Fanø bliver således nærmest sæsondebut på hjemlig grund, og selv om han glæder sig til at ”vise flaget”, har han ikke de helt store resultatmæssige forventninger.

Rasmus Thrane Hansen, Søllerød OK kom også godt fra start i årets World Cup, hvor han ligger nr 20 efter 3 placeringer som nr 20, 23 og 20. Det var efter et langt genoptræningsforløb og Rasmus kæmper stadig lidt med ikke at komme til at træne for meget. Rasmus satser en del på sprint, og derfor var placeringen som nr 23 i World Cup-sprinten noget i underkanten, men i sidste uge deltog han i flere store sprintkonkurrencer i Italien, hvor han var meget tilfreds. Som de ovennævnte satser Rasmus heller ikke specielt på DM-erne, men på den anden side vil han rigtigt gerne vinde sprinten – og han satser ligeledes meget på at gøre en god figur til NORT i begyndelsen af juni.

Søren Bobach, Silkeborg OK er med på turen, men skal/må ikke løbe pga en kompliceret og meget langvarig skade. Søren træner pt kun alternativt, men ønsker at være en del af holdet, selv om det er lidt hårdt ikke at vide hvornår han kan/må satse fuldt. Men det gode miljø i landsholdsgruppen betyder rigtigt meget, også når det er svært. Søren har lovet at rapportere lidt fra samlingen.

Det er ikke – endnu – lykkedes at få en status fra hverken Maja Alm, OK HTF, eller Emma Klingenberg, Faaborg OK, og Signe Søes, OK PAN, deltager ikke i samlingen. Men forhåbentlig kan jeg bringe lidt mere senere. Som man har kunnet læse, er det en stort set skadesfri trup der er af sted – og de fleste af dem har klart fokus på VM i Finland i juli, der skal være den absolutte formtop. Imidlertid deltager de fleste af dem også i de DM-er der er i april – og selv om de ikke er højt prioriterede, når man satser internationalt, er der alligevel meget prestige i at vinde, når konkurrencen/niveauet nu er så højt som det er tilfældet i dansk eliteorientering for tiden.