Skip to main content

Forårssæsonen står for døren

| Administrator | Nyheder 2013

Og der er tilmeldingsfrist for Danish Spring om få dage

Indrømmet! Det er ikke lige forår og påskeliljer, der er det første man kommer til at tænke på, når man kigger ud af vinduet og ser is og sne.

Men ikke desto mindre er det forår lige om lidt og marts måned byder på en perlerække af fine o-arrangementer, som det er på høje tid at få meldt sig til.

Traditionen tro er der høj kvalitets stævne i Nordsjælland, idet OK Øst Birkerød afholder Danish Spring i Grib Skov i weekenden 16. – 17. marts. Løbet består ligesom sidste år af mellemdistance lørdag eftermiddag, natstafet lørdag aften og stafet søndag formiddag. Mellemdistancen er samtidig tællende til verdensranglisten, WRE, og de danske ranglister, henholdsvis TRIMTEX Cup for seniorer og LØBEREN League for juniorer. Foreløbig er der tilmeldt deltagere fra 8 nationer.

Helle Holm Clausen fra arrangørklubben fortæller: ”Ud over banerne for eliten har vi i år satset på at skabe et bedre udbud af klasser og så har vi gjort de åbne baner billigere. Vi prøver dermed at gøre det attraktivt for rigtigt mange yngre og ældre løbere at komme og deltage. Samtidig har banelæggerne sørget for særdeles publikumsvenlige baner omkring den smukke stævneplads ved Gribskovlejren. På pladsen bliver der også live-resultater og Tractrac, og vi arbejder desuden på en storskærmsproduktion.”

Tilmeldingsfristen til denne nordsjællandske sæsonstart er på lørdag den 23. februar og selvom der p.t. er flere tilmeldte end samme tid sidste år, så er der stadig plads til både flere sjællændere som jyder og fynboer på startlisterne. Eftertilmelding frem til 12. marts. Se link for mere information nedenfor.

O-løberne i hovedlandet kan dog sammen med mange sjællændere også glæde sig til to højkvalitets arrangementer i det jyske i marts måned. Klassiske Nordjysk 2-dages, der traditionelt har mange hundrede norske deltagere, afholdes i år 9. og 10. marts i en af dansk orienterings perler, Vester Thorup Klitplantage, der senest blev anvendt til militær VM i sommeren 2012. Tilmeldingsfristen er her 28. februar.

Endelig afholder Horsens OK påskeløb 28. til 30. marts. Første etape løbes i krævende og kuperede Velling Snabegaard. Og anden og tredje etape afvikles i det spændende og krævende orienteringsterræn omkring Vrads ca. 15 km sydvest for Silkeborg. Tilmeldingsfristen er her 11. marts 2013.

Så sluk for vejrmeldingen og set at få logget ind på o-service og tilmeldt dig nogle af de fine tilbud i marts måned, så du er optimalt klar til årets første danske mesterskaber i april.

http://www.danishspring.dk