Skip to main content

Storartede resultater fra Portugal (– og Norge)

| Administrator | Nyheder 2013

De danske senior- og juniorlandshold på træningslejr

17 seniorer og 12 juniorer tog 1.2 på ca en uges træningslejr i Portugal, hvor der er indlagt deltagelse i 1 WRE-løb (World Ranking Event) – og her var de danske løbere med helt fremme på mellemdistance-distancen, der blev afviklet søndag 3.2. Maja Alm, OK HTF, var flyvende og vandt, og Ida Bobach, Silkeborg OK, blev nr 3 og hos herrerne imponerede Rasmus Thrane Hansen, Søllerød OK, stort ved at blive nr 4 og Marius Thrane Ødum, OK Øst, fortsatte sin imponerende seniorstart ved at blive nr 8 – men der var i det hele taget flere gode danske præstationer.

Målet med træningslejren
Naturligvis er deltagelsen i et WRE-løb som landsholdsløber altid vigtig, og målet var også klart at præstere bedst muligt. Men formålet med hele turen er mere de gode træningsforhold i et indbydende klima og terræn – og så er der lige det store forskningsprojekt, som det danske landshold er en del af og hvor målinger fra hele turen vil indgå, og endelig er der de mange løbere udenfor landsholdsgrupperne, som har valgt at tage med på turen for egen betaling. Den o-tekniske træning er begunstiget af et fantastisk godt vejr med temperaturer mellem 13 og 20 grader – og der er indlagt 2 tekniske træninger hver dag.

Forskningsprojektet er finansieret af Arla og Team Danmark og gennemføres af forskere fra Aarhus Universitet og NiH i Oslo, som er med på turen og foretager målinger hele dagen. Formålet med projektet er at undersøge effekten af proteinindtag før og efter træning/konkurrence i relation til restitutionsevnen. Håbet er at påvise, at proteinindtag suppleret med kulhydratindtag kan forkorte restitutionstiden, hvad der vil muliggøre både mere træning og/eller større effekt, så at de bedste løbere evt vil kunne starte i flere discipliner til VM/EM. Kostindtagelse og aktivitetsniveau er således meget stramt styret, og hele projektet er noget af det, der har fået Team Danmark til at klassificere Dansk Orienterings Forbund som et af de få Verdensklasseforbund i Danmark. Det skal blive spændende at høre/se om resultaterne, men som med megen anden forskning skal man ikke nødvendigvis forvente resultater lige med det samme!

Men for de allerbedste løbere må man sige, at træningsbetingelserne i vinter har været tæt på optimale, når man tænker på 3-4 uger i New Zealand og nu 1-2 uger i Portugal.

WRE-løbet
Og at de bedste løbere er i form, så man i hvert fald til WRE-løbet, hvor Maja og Ida i den grad dominerede damernes konkurrence fra start til slut. Maja har nærmest løbet bomfrit og fører stort set fra start til mål, og hun udtaler også at det ”var vidunderligt at være og konkurrere her, når det er så koldt i Danmark”. Maja fik jo desværre ikke løbet så meget i New Zealand pga af sygdom. Ida løb også glimrende, men 2 fejl på 30-40 sek gjorde at hun sluttede som nr 3, 53 sek efter ”flyvende Maja”! I damernes konkurrence er der yderligere grund til at fremhæve de danske juniorer, hvor ikke mindst Cecilie Klysner, Fif Hillerød OK, imponerede med en 8.plads efter et meget stabilt løb (2,44 efter Maja) og Ita Klingenberg, Faaborg OK, var yderligere 1 min efter som nr 12, kun 1 sek efter storesøster, Emma Klingenberg, Faaborg OK. Emma havde lavet en enkelt stor fejl på 2½ min, så formen synes i hvert fald at være ok.

Hos herrerne lavede Rasmus Thrane en superpræstation ved at blive nr 4, kun 10 sek efter vinderen. Rasmus ser ud til at have løbet et meget stabilt løb, hvor han sågar i længere perioder lå i top 2 på den 6,9 km lange bane (med 24 poster!) – og rigtigt godt for Rasmus at få vist et superresultat efter den lang skadesperiode i efteråret. Mindst ligeså imponerende var Marius’ 8.plads, dog godt 1 min efter Rasmus, men Marius ser også ud til at have haft et stabilt løb med kun små tidstab. Det er en forrygende start Marius har fået på sin seniorkarriere, hvor han ganske stabilt har placeret sig i top 12 ved samtlige WRE-konkurrencer han har deltaget i; det er bestemt ikke hverdagskost af en (dansk) 1.års senior! Søren Schwarz Sørensen, Fif Hillerød OK, blev 3. bedste dansker som nr 17 (2,02 min efter vinderen), og for en gangs skyld måtte Tue Lassen, Faaborg OK, således se sig placeret efter flere unge danskere, da han blev nr 19 (5 sek efter Søren). Tue bommede 1,20 allerede på post 3. Bedste danske junior blev Jakob Edsen, Aarhus 1900, som nr 26 (2,53 efter vinderen).
Alle resultater, mellemtider mm kan ses på http://www.gd4caminhos.com/en/naom2013-main/naom2013-results.

Flot sprint resultat fra Norge – og lidt sprint-nørderi
Langt fra det solbeskinnede Portugal blev der i weekenden afholdt knock-out sprint i Bergen, hvor Rune Olsen, Tisvilde Hegn OK, deltog og vandt for sin norske klub, Bækkelaget. Han slog blandt andet den tidligere sprintverdensmester, Emil Wingstedt, og en af de norske landsholdsløbere – og for dem der synes sprint er sjovt, er der her et link http://tv.worldofo.com/?id=1220, hvor man kan følge løbet fra Emil Wingstedts head-cam, og med kommentarer til stræk og terræn, som vises ved siden af. Nordmændene havde eksperimenteret med nye udfordringer, i form af ”blinde fejl-poster” og ”fiktive forhindringer” i form af snitzlinger/personer ved normalt tilladte passager, de sidste naturligvis vist på kortet!! En sjov video.

Og mens man er ved ”sprint-nørderiet”, er der en fantastisk gennemgang af World Cup-sprinten på New Zealand, der af mange blev fremhævet som en af de vanskeligste de nogensinde havde prøvet. Prøv at se banen gennemgået stræk for stræk, og med banelæggerens kommentarer – sammenholdt med udvalgte stræktider fra de enkelte valg. Her kræves i den grad kortlæsning, fysik og koncentration. Linket er http://news.worldofo.com/2013/01/24/wc-sprint-new-zealand-the-analysis/.

http://www.gd4caminhos.com/en/naom2013-main/naom2013-results.