Skip to main content

Er du den nye træner for Talentcenter Aarhus?

| Administrator | Nyheder 2014

Skal du være med til at forme fremtidens landsholdsløbere?

Talentcenter Aarhus søger ny træner med tiltrædelse snarest muligt. Der er ansøgningsfrist den 1. september 2014.
Vi har været uden faste trænere siden 1. januar 2014, hvorfor vi søger en eller to entusiastiske trænere, der kan motivere og udvikle Talentcenter Aarhus' talenter.
Der er mulighed for at dele trænerjobbet, som det har været tilfældet de seneste år. De tidligere trænere anbefaler, at man er to, da det giver bedre mulighed for sparring og større fleksibilitet.
Der afholdes TC-træning i 38-40 uger om året. I alle skoleferier er der ingen træning.
Vi har mulighed for at aflønne TC-trænerne med i alt 80.000 kr. om året, som også skal dække kørsel. Trænerne vil skulle deles om beløbet. Ved ansættelse af 2 trænere er der mulighed for, at trænerfunktionen deles mellem en hovedtræner og en hjælpetræner, eller at der bliver tale om to ligeværdige trænere.

Jobbeskrivelse
Vi har en bruttotrup på ca. 30 løbere, som primært kommer fra OK Pan, 1900 Orientering og Silkeborg OK. En del af løberne fylder 17 år i 2014, men der er ikke ret mange, som er ældre. Der var i gennemsnit ca. 15 løbere og 4-6 chauffører til træningerne i 2013.
Du skal som TC-træner stå for følgende:

  • Banelægning og print af kort (Talentcenter Aarhus har en printer)
  • Postudsætning uddelegeres af styregruppen, men det forventes at trænerne har banerne klar 14 dage før træningen
  • Koordinering af indhentning af skovtilladelser (Styregruppen kan forestå den praktiske indhentning af tilladelserne)
  • Sparring med løberne med henblik på at forbedre individuelle fokusområder med primær fokus på de 14-16 årige
  • Afholdelse af oplæg og afrunding. Det forventes at trænerne er klar til instruktion, når løberne kommer kl. 18.00
  • Rådgive løberne om træningsplanlægning, skadesforebyggelse, kostvaner mm.
  • Hjælpe løberne med at finde personlige trænere og eventuelt selv fungere som personlig træner for enkelte løbere

Oplægget er, at træningerne skal være temabaserede, hvor der hver måned trænes et specifikt fokusområde. Det forventes endvidere, at én træning om måneden afholdes med udgangspunkt i et af de tilknyttede klubbers klubhus, hvor der er mulighed for at holde et kort oplæg til løberne efter træningen. Eksempelvis har der i forbindelse med DM-løb været holdt oplæg om fokusområder i forhold til terræntype og gennemgået tidligere løb i samme eller tilstødende områder. Der har også været oplæg om vigtigheden af at tænke over, hvad og hvornår man spiser samt inspiration til styrketræning og planlægning af træning.
Forventningerne til baner er:
  • Løberne skal være i skoven ca. 1 time
  • Til hver træning laves der én bane, hvor der er mulighed for at skære af, da der er stor spredning i løbernes niveau fra juniorlandsholdsløbere til 14 årige med nogle års erfaring, men som lige er startet på svære baner
  • Banerne skal være udfordrende (korridorer, kurvekort, linieløb mv.)
  • Fokusering på brug af sløjfer, da det giver mulighed for, at trænerne ved kontrolpunktet har mulighed for at give råd og vejledning undervejs

Kvalifikationer:
  • Træner 2, U-kursusleder eller tilsvarende erfaring
  • Kan udføre basal førstehjælp og akut skadesbehandling
  • Se i øvrigt DOFs kompetenceprofil for TC-trænere
Kontaktperson:
Ansøgning og eventuelle spørgsmål kan sendes inden 1. september 2014 til formand for styregruppen Kim Poulsen på mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.