Skip to main content

JWOC stafetten præget af op- og nedture

| Administrator | Nyheder 2014

De fleste danske løbere leverede gode præstationer på stafetten men de rigtigt gode holdresultater udeblev som følge af enkeltstående store fejl, fejlklip og skader

Stafetten foregik i kontinentalt præget terræn i et skisportssted med mange stier og relativt tæt vegetation. Altså en terræntype det danske hold behersker godt, og hvor der derfor var gode muligheder for topplaceringer.

I dameklassen lagde Nicoline Friberg Klysner og Camilla Bevensee rigtig godt ud, og de var begge hjemme med tet-klyngen. De sendte Cecilie Friberg Klysner respektive Amanda Falck Weber ud på anden tur. Amanda løb en meget stærk anden tur og kom hjem som nr. 7 og mindre end 3 min. efter det førende svenske hold. Desværre kunne Josefine Lind ikke løbe ud på holdets tredje tur, da hun på mellemdistancen havde pådraget sig en alvorlig fodskade. Dermed udgik det danske 2. hold desværre og muligheden for en topplaceringen for holdet gik tabt. Cecilie åbnede godt på 1. holdets anden tur og var med i tet-klyngen på første radio. Men derefter lavede hun en alvorlig 180o fejl og efterfølgende bom. Cecilie vekslede som nr. 20, mere end 10 min. efter de førende. På sidste tur løb Miri Thrane Ødum et solidt løb og løftede holdet op til en 12-plads så Danmark sluttede 11 min. efter det førende hold. Dette placerede det danske 1. hold som nummer 9, da kun et hold fra hver nation tæller med i konkurrencen. De stærke svenske damer tog guld, Norge sølv og Schweiz bronze.

Hos herrerne kom de danske herrer også rigtig godt fra start. På første tur blev det meget tæt. 25 herrer vekslede indenfor godt et minut. Her var Thomas Knudsen midt i feltet og skiftede som nr. 11 mindre end 1 min. efter de førende. Simon Thrane Hansen løb også en god første tur og vekslede som nr. 29, godt 2 min. efter de førende. Magnus Maag løb efter Thomas på 1. holdet og leverede en stærk anden tur og vekslede til Thor Nørskov som nr. 12 godt 2 min. efter de førende svenskere og bare 1 min. efter en podieplacering. På 2. holdet løb Magnus Dewett også en god anden tur og skiftede som nr. 26 mindre end 5 min. efter de førende. Thor avancerede godt i feltet og lå kort før mål på 4. pladsen men klippede desværre forkert på 3. sidste posten. På 2. holdet, skete det samme for Stefan Petersen, der klipper samme post forkert på sidste tur. Dermed udgik begge danske herrehold. I toppen var der spurt opgør, hvor Sverige løb med guldet, Tjekkiet tog sølv og Schweiz fik bronze.

Alt i alt en ærgerlig dag efter mange gode enkeltpræstationer, men hvor desværre ingen lykkedes som hold.


D20 (41 hold)
1.Sverige\t\t 98.18
2.Norge\t\t 98.27
3.Schweiz 2. 104.24

9.Danmark 1.\t109.57 \t(Nicoline F. Klysner, Cecilie F. Klysner, Miri T. Ødum)

DNF. Danmark 2. Camilla Bevensee, Amanda Falck Weber, Josefine Lind (DNS)\t\t\t\t


H20 (53 hold)
1.Sverige 1.\t 96.30
2.Tjekkiet 1.\t 96.40
3.Schweiz 1. \t 96.43

DSQ. Danmark 1, Thomas Knudsen, Magnus Maag, Thor Nørskov
DSQ. Danmark 2. Simon Thrane Hansen, Magnus Dewett, Stefan Petersen

http://jwoc2014.bg/index.php