Skip to main content

Hvorfor er vi så gode til sprint?

| Administrator | Nyheder 2014

Mix-sprintstafet-holdet evaluerer de seneste dages medaljeregn

Sprint-konkurrencerne ved dette års VM er nu overståede. Sprintløberne kan se tilbage på to uforglemmelige konkurrencer, hvor meget mere end nogen turde håbe på blev indfriet. På landsholdets hotel i Lavarone er der nu hviledag, og mix-sprintstafet-holdet mødtes til en snak om den store oplevelse og de forberedelser, der lå forud.

Orienteringsløber på fuld tid
Tue Lassen har gennem de sidste tre måneder været orienteringsløber på fuld tid muliggjort gennem et samarbejde mellem DOF og Team Danmark. Tue fortæller, at han fra begyndelsen har brugt tiden som fuldtidsprofessionel orienteringsløber til at løse opgaver, der har været til gavn for hele landsholdet.

”Det har gjort en stor forskel for mig. Jeg har kunnet fokusere optimalt på at løse opgaven uden dårlig samvittighed fra studiet. Det er klart, at jeg personligt har fået optimalt ud af chancen, men jeg har også påtaget mig opgaver, der har været en kæmpe hjælp for hele holdet. For eksempel ved at give mig i kast med at tegne kortet over Venedig.”

Det er derfor en stor fælles sejr for holdet, vi har været vidner til gennem de sidste par dage. ”Det er utroligt positivt, at de øvrige løbere også har været så opsøgende i forhold til at løse den her opgave optimalt. Alle har været med på ideen fra begyndelsen og prioriteret forberedelserne meget højt.”
Søren Bobach forklarer, at sprintløberne, samt en gruppe af øvrige landsholdsløbere, har været samlet hver mandag gennem det seneste år for at nørde sprintteknik og udfordre hinanden i vejvalgsplanlægning. Søren har prioriteret dette højt, og Emma Klingenberg supplerer:
”Vi har virkelig fået diskuteret mange elementer, og der har været høj kvalitet hver gang – jeg har aldrig talt så meget om sprint før og der er noget, der giver selvtillid.”

Ultimativ hold-udfordring
Efter sprinten i Venedig var Emma Klingenberg eneste danske løber på holdet udenfor top 3. Det gav for hende et noget andet perspektiv en tidligere, da holdkammeraterne pludselig havde VM-guld og -bronze om halsen. Det var dog en metal udfordring holdet samlet tacklede på bedste vis:
”Lige op til løbet havde vi en rigtig afgørende snak. Det er super vigtigt, at vi har så stor tryghed til hinanden på holdet. Det var afgørende for, at jeg kunne løse min opgave med første turen på sprintstafetten. Maja og jeg plejer jo ikke at løbe sammen med drengene, så det har også været en spændende ny oplevelse.”
Netop på grund af den fælles udfordring, har løberne gennem forberedelserne været gode til at støtte op om hinandens resultater, forklarer Maja Alm: ”På mix-stafetten var jeg afhængig af, at også drengene præsterende et godt resultat. Det har betydet, at vi som helhed har haft langt større fokus på hinanden.”

Stærk konkurrence om pladser til sprintdistancerne
Sideløbende med den tekniske udfordring, har løberne også formået at presse hinanden på fysikken. Der er en hel gruppe af løbere, der kæmper om sprint-pladserne til VM. Det har affødt utrolig meget konkurrence i sprintgruppen. ”Det har været med til at løfte vores samlede niveau, at hver træning er en konkurrence i sig selv om de bedste tider. Selvom det kan give uforståeligheder og frustrationer omkring udtagelserne, har det på den måde også været positivt,” forklarer Søren og Tue, der begge det seneste år har haft fokus på høj-intensitetstræningerne. Løberne er enige om, at der er skabt et meget positivt stimulerende træningsmiljø, som de alle nyder godt af. ”Det har ikke kun været os, men en større – både drenge og pigegruppe, der har løftet træningsniveauet,” understreger Maja.

Nu venter der løberne udfordringer på skovdistancerne i de nord-italienske bjerge resten af ugen.