Skip to main content

VM 2014 i Italien står for døren

| Administrator | Nyheder 2014

Store forventninger til et talentfuldt dansk hold

Af Morten Lassen

Lørdag d.5.7 starter VM 2014 i Italien, og det bliver en spændende uge fra først til sidst. Mesterskaberne er i år delt lidt op, så at den individuelle sprintkonkurrence foregår i Venedig om lørdagen, hvorefter der flyttes op i bjergene øst for Trento. Her afvikles der konkurrencer mandag, onsdag, fredag og lørdag, hvilket vil sige, at programmet ikke er nær så hårdt og kompakt som til EM i Portugal. Dette skyldes bl.a. at der ikke er kvalifikationsløb til hverken lang- eller mellemdistancen, hvor de enkelte nationer så til gengæld ”kun” er tildelt 1-3 pladser, bestemt efter resultaterne fra de seneste års afholdte verdensmesterskaber. Danmark har 3 damer med i alle konkurrencer, herrerne har 3 med i sprint men kun 2 på lang og mellem.

Landstræner Lars Lindstrøm fortæller:
"Vi har nu i et år set frem mod dette mesterskab, og nu er det lige før. Vi er spændte, men parate og glæder os til at komme i gang. Sprinten i Venedig bliver en stor oplevelse for alle og løberne er ekstremt velforberedte, og man mærker spændingen i blandt dem. Senere venter en både fysisk og o-teknisk stor udfordring i Lavarone og Asiago, også her har vi forventninger om dansk succes."

Det danske hold stiller i næsten stærkeste opstilling, da Rasmus Thrane Hansen, Søllerød OK, desværre ikke er kommet sig tilstrækkeligt ovenpå sit træthedsbrud fra i foråret. Ligeledes har triumfatoren fra mellemdistancen i Portugal, Signe Søes, indstillet landsholdskarrieren. Alligevel stilles der med rette store forventninger til det danske hold. Maja Alm, OK HTF, og Ida Bobach, OK Pan, har begge på det sidste vist, at topformen er ved at være der, og Emma Klingenberg, Faaborg OK, tilhører den absolutte verdenselite i sprint – og tilsammen udgør de et stafethold, der nævnes blandt de helt store favoritter. Ikke mindst efter OK Pans imponerende sejre i både Tiomila og Jukola, hvor alle kommentatorer var overraskede over den danske styrke og bredde hos damerne. I mix-stafetten (2 damer og 2 herrer) nævnes Danmark også blandt de største favoritter, da de 2 sprintstjerner, Maja og Emma, er suppleret med Søren Bobach, OK Pan, og Tue Lassen, Faaborg OK, der både er særdeles dygtige sprintere og ved flere lejligheder har vist at de i netop mix-stafetten kan løbe op med de bedste herrer. Så medaljeforhåbningerne er store på det danske hold.

Udover de nævnte deltager de unge talenter Stine Bagger Hagner, Silkeborg OK, Ita Klingenberg, Faaborg OK, Andreas Boesen, Roskilde OK og Søren Schwartz Sørensen, Fif Hillerød OK samt de mere rutinerede Rasmus Djurhuus, OK Pan og Christian Bobach, Silkeborg OK. Se Anders Schmidts glimrende interview med Stine her.

De danske damer
Maja Alm har haft en forrygende forårssæson, hvor hun bl.a. opnåede en sølvmedalje til EM-mellem. Men ellers er det mest i sprint, at Maja har vist stabilt flotte præstationer, hvor hun næsten altid er sikker på podiet, hvis ikke direkte i medaljerne.

Ida Bobach har haft en lang og sej genoptræningsperiode, men her i begyndelsen af juni lavede hun så flere absolutte top-præstationer, som giver forhåbninger om, at hun har nået det niveau igen, som gav hende en sølvmedalje på mellemdistancen til VM i Frankrig i 2011. Ida skal både løbe mellem og lang.
Emma Klingenberg har tilhørt verdenseliten i sprint i flere år og har både World Cup-sejre og podiepladser ved EM og VM, og selv om hun også har haft et lidt ”besværligt” forår med sygdom og skader, meldes hun klar til sprinten – og så er hun også tilmeldt lang.

Disse 3 damer udgør også stafetholdet, hvor rækkefølgen ikke er endeligt fastlagt; Maja og Emma skal også løbe mix-sprintstafetten sammen med Søren B og Tue, og det er nok det største danske medaljehåb.

Stine Bagger Hagner skal løbe sprint og kan forhåbentlig vise lige så gode takter som til EM-kvalifikationen – og burde være sikker på en plads i A-finalen. Ita Klingenberg skal løbe mellem og kan forhåbentlig overraske ligeså positivt som til EM, selv om både terrænet og konkurrencen er hårdere.

De danske herrer
Ved de sidste World Cup-stævner i Finland, for en lille måneds tid siden viste både Tue Lassen og Søren Bobach rigtigt gode takter i sprintløbene, hvor Tue endda kom på podiet – og i mix sprint-stafetten var de med på det vindende hold. Det er nok også her de største danske (herre-)forventninger er, men både Søren og Tue melder, at de føler sig i superform og i den grad glæder sig til at vise deres værd. Tue skal også løbe mellemdistancen, som han har satset meget på i år og hvor han ved flere lejligheder har vist, at han både har farten og teknikken, og på den rigtige dag kan han sagtens kæmpe med om podiepladserne.
Disse 2 udgør også stafetholdet sammen med Søren Schwartz Sørensen, der også skal løbe mellem. Søren S har haft et rigtigt godt forår og løb ligeledes en fin 2.tur til EM, så forhåbentlig kan herreholdet få forbedret placeringerne fra de seneste mesterskaber og igen komme på podiet som i 2012. Men konkurrencen hos herrerne er utrolig tæt.

Andreas Boesen er kommet med i sprint i stedet for Rasmus Thrane, og Andreas er særdeles opsat på både at forbedre sin 26.plads fra sidste år og vise at han også banker på døren til holdet i mix-sprintstafetten.
På langdistancen skal Rasmus Djurhuus og Christian Bobach sørge for at kæmpe hele vejen, for selv om der måske ikke kan forventes deciderede topplaceringer af dem, er resultaterne i forhold til andre nationer vigtige for at skaffe Danmark flere herre-deltagere i både mellem og lang.

Forventede VM-profiler
Ud over vores egne medaljekandidater er der hos damerne størst forventninger til unge Tove Alexandersson, Sverige, der har vist sig uhyggeligt stærk i næsten alle discipliner, selv om hun næppe overtager Simone Nigglis rolle totalt, hvor Simone jo stillede op i alt og næsten vandt det hele. Schweizerne sætter nu deres lid til Judith Wyder, der også har vist imponerende takter. Ved EM vandt hun således både sprint og lang – og hun vil helt sikkert være med i kampen om medaljerne. Ellers er der ved at være et generationsskifte i gang hos damerne, hvor Simone Niggli, Signe Søes, Tatiana Ryabkina og Anne Margrethe Hausken er helt ude; hvor både Minna Kauppi og Helena Jansson kæmper med at nå tidligere tiders topniveau, men sammen med Annika Billstam vil disse utvivlsomt også være med langt fremme, når det gælder.

Hos herrerne kan man ikke helt tale om et generationsskifte (endnu!) da både Thierry Gueorgiou, Daniel Hubmann og Valentin Novikov er med og fortsat viser særdeles stabile toppræstationer. Olav Lundanes er tilbage igen – men ellers er der også de ”nye” unge svenskere og schweizere, der på skift er med helt fremme. Dertil kommer de mange stærke løbere fra de baltiske lande, fra Tjekkiet og Ukraine – og i det hele taget har mange lande efterhånden fået 1-2 topløbere, der kan være med helt fremme på en god dag. Det skal blive spændende at følge alle konkurrencerne.

VM-programmet
Lørdag 5.7\tSprintkvalifikation om formiddagen og Sprintfinale om eftermiddagen.
Mandag 7.7\tMix-sprintstafet om eftermiddagen (sent)
Onsdag 9.7\tLangdistance (finale)
Fredag 11.7\tMellemdistance (finale)
Lørdag 12.7\tStafetter

Medie-dækningen
Det danske mediehold er usædvanligt godt repræsenteret i Italien. Undertegnede og Helge Lang vil sørge for optakter, video-interviews og så meget analyse der nu kan blive tid til. Michael Sørensen vil sørge for pressemeddelelser til de nationale medier. Anders Schmidt vil sørge for direkte løber- og lederkommentarer på ikke mindst de sociale medier, Torben Utzon vil sørge for billeder – så alt i alt er forventningen, at der vil komme både hurtige, relevante og mere dybtgående kommentarer end tidligere set, og alle vil bestræbe sig på også at forsyne de nationale medier med relevante informationer, billeder og interviews. På On-sport kan man se et indslag med Emma og Maja her.

Ellers bør der være fin livedækning via arrangørernes hjemmeside. Følg linket nedenfor.

http://www.woc2014.info/news2014-card.php?ID=138&lingua=inglese