Skip to main content

Årets første DM weekend

| Administrator | Nyheder 2014

Sprint og Ultralang afgøres i Lemvig og ved Herning

Efter DM Nat på Sjælland i marts, er vi nu klar til årets første kombinerede DM-weekend, når DM Sprint afvikles i Lemvig og DM Ultralang i Nørlund Plantage/Harrild Hede.

Lemvig anvendes for første gang til sprint og det skal blive interessant at se, hvordan deltagerne klarer udfordringerne i byens kuperede terræn. Med stævneplads på havnen og en estimeret stigning i eliteklasserne på kun 50 meter, ser det dog ikke ud til at løbet vil byde på de helt store strabadser. DM Sprint er 4. afdeling er seniorernes TRIMTEX Cup og af juniorernes LØBEREN League. Hos seniorherrerne må EM-løberne Søren Bobach, Tue Lassen og Andreas Hougaard Boesen tillægges de største vinderchancer, men RunO Olsen og Claus Hallingdal Bloch har før præsteret store resultater i sprint og kan ikke afskrives på forhånd. Hvis Emma er blevet klar efter en mindre skade fra EM-ugen, vil damesenior blive endnu et eksempel på nyklassikeren Emma Klingenberg/Maja Alm, men løbet krydres af, at Ida Bobach, der sjældent løber sprint ved de store mesterskaber, også er at finde på startlisten.

Damejunior bliver et spændende opgør mellem Miri Thrane Ødum og søstrene Nicoline og Cecilie F. Klysner, med den førende på ranglisten, Amanda Falck Weber, som outsider. Herrejunior er et åbent opgør, hvor Thor Nørskov dog bør være favorit sammen med Emil Øbro og Thomas Knudsen, men klassen er meget åben med flere andre medaljekandidater.

Starten for eliteklasser er fra kl. 14:00, mens øvrige klasser starter fra kl. 15:00. Startlisten findes via linket nedenfor.

Søndag skifter scenen fuldstændigt, når Herning Orienteringsklub byder på særdeles lange baner i det hurtige terræn sydøst for Herning. De flade hedestrækninger og de store nåleskovsområder vil byde på hurtigt løb og dermed lave km-tider. Men som altid vil udholdenheden være en afgørende faktor. Startlisten viser, at det er lidt færre eliteløbere, der stiller op. I H 21 vil EM-løberne RunO Olsen og Rasmus Djurhuus være blandt favoritterne, hvis de er blevet deres EM-skader kvit, mens Sigge Lundedal Jensen er en spændende outsider. I D 21 slutter den nykårede europamester og nypensionerede landsholdsløber Signe Søes sig til startfeltet og dermed samtidig til favoritfeltet sammen med Emma og Maja.

Første start søndag er kl. 10:00.

http://vestjyskorientering.dk/pages/webside.asp?articleGuid=204721&menuGuid=109760&subMenuguid=133636