Skip to main content

Færre konkurrencer med højere kvalitet

| Administrator | Nyheder 2014

De nordiske lande stiller fælles forslag til IOF

NORD-landene - Danmark, Norge, Sverige og Finland - er gået sammen om et fælles forslag til nyt internationalt konkurrenceprogram.

"Færre konkurrencer med højere kvalitet – fremtidens kalender for internationale konkurrencer" er titlen på dokumentet, der er indsendt til behandling på IOF's General Assembly, der afholdes under sommerens VM i Italien.

Baggrunden for forslaget ligger i en erkendelse af, at det internationale konkurrenceprogram indenfor alle 4 IOF-discipliner gennem de seneste år har udviklet sig så meget, at det totalt set er for tungt for både potentielle arrangører, de deltagende nationer og ikke mindst udøverne selv.

Konsekvenserne heraf er, at der er mangel på arrangører, ligesom det sportslige niveau på konkurrencerne svækkes, når udøverne bliver tvunget til at vælge konkurrencer fra for at være på toppen når det virkelig gælder eller af økonomiske årsager.

I forslaget er der oplistet fire hovedudfordringer:

a) Det internationale konkurrenceprogram har for mange konkurrencer
b) Udgifterne er for høje til at mange nationer har råd til at deltage
c) Udgifterne er for høje for potentielle arrangører
d) Få af arrangementerne er interessante for TV, medier og udøvere

For at imødegå disse udfordringer, er svaret i følge de nordiske lande færre konkurrencer med højere kvalitet.

Dette er udmøntet i fire konkrete forslag, som de nordiske lande fremsætter:

1) VM i MTBO, skiorientering og trail-o holdes hvert andet år.
2) VM i fod-orientering opsplittes i et sprint-VM og et skov-VM til afholdelse hvert andet år.
3) World Cup indeholdende 3 eller 4 runder til afholdelse i perioden april-oktober, reducerede afgifter til IOF og krav om TV-produktion.
4) Styrke IOF gennem højere medlemskontingenter.

Læs hele forslaget fra NORD-landene via linket herunder.

http://www.do-f.dk/forbund/dok/Proposal_from_NORD_IOF_general_assembly.pdf