Skip to main content

EYOC stafet: SØLV til Danmark!

| Administrator | Nyheder 2015

De danske U16-piger blev nr. 2, og U16-drengene blev nr. 5’.

Fra U16-Landstræner Jesper Stamp kommer følgende rapport om dagens løb:

Dagens EYOC-stafet blev afviklet med stor succes hos de danske løbere.

I W16 holdt de danske piger høj fart hele vejen, og kunne til slut løbe ind til en fortjent 2. plads. På alle tre ture formåede pigerne at følge deres plan og overholde deres aftaler, og dette medførte tre flotte og stabile ture. Agnes Nørgård Kracht (Tisvilde Hegn OK) satte standarden på første tur, ved at holde trit med teten og sende Annika Simonsen (FIF Hillerød) ud som nummer 3 på anden tur. Annika holdt placeringen på sin tur. Hun mistede dog kontakten med det senere suveræne vinderhold fra Tjekkiet. På sidsteturen formåede Ida Øbro (Tisvilde Hegn OK) at holde hovedet koldt og kunne således løbe de danske U16-piger ind til en flot og fortjent 2. plads, blot 2 min efter de suveræne tjekkiske piger.

U16-pigerne har arbejdet stenhårdt og udvist en flot træningsindstilling og –mængde, og dette seriøse arbejde gav i dag udbytte i form af en sølvmedalje.

I M16 formåede de danske U16-drenge også at levere et flot resultat, og sluttede på en mere end godkendt 5. plads. Dette især taget i betragtning, at alle tre drenge er førsteårs løbere i klassen og at det er deres første mesterskab. Også U16-drengene formåede at følge deres plan og overholde deres aftaler. Rasmus Krogh Madsen (Roskilde OK) lagde flot ud, og kom ind som 2´er, lige efter Østrig. Lasse Falck Weber (Tisvilde Hegn OK) løb ligeledes en god anden tur, men måtte se nogle hurtige løbere passere. Lasse kommer i mål som nummer 6, men hvor holdet stadig var med i kampen om medaljerne. På sidste turen formåede Malte Kjær Hemmingsen (FIF Hillerød) at løbe én placering op, og kunne således løbe holdet ind til en 5. plads.

U18-pigerne løb en godkendt stafet, og sluttede på 8. pladsen. Særligt Nikoline Holm Splittorff (FIF Hillerød) leverede en flot anden tur, og hentede adskillige placeringer med dagens 3. hurtigste tid. Nikoline er normalt U16-løber, hvorfor præstationen bliver endnu flottere.

I morgen er der Sprint i stævne-byen Cluj-Napoca.