Skip to main content

Mellemdistance testløb

| Administrator | Nyheder 2015

Efter sidste af tre testløb skal landstrænerne nu udtage holdene til Junior-VM og EYOC. Vanen tro har intet givet sig selv, så det bliver en spændende ventetid for mange af juniorerne.

Efter sprint lørdag og lang søndag var der i dag mellemdistance og 6. afdeling af Løberen League på programmet. Banerne lå næsten udelukkende i den sværeste og mest uvejsomme del af Fanø midt. Løberne blev hele tiden holdt til ilden – så dagens opgave var finorientering hele vejen. Det var samtidig sidste chance for at byde ind på en af pladserne til Junior-VM eller EYOC for de lidt yngre løbere.

EYOC bliver afholdt Rumænien i slutningen af juni måned – og holdet forventes offentliggjort på torsdag.

I D 16 var det i udstrakt grad de samme løbere som på sprint og lang, der sluttede øverst på resultatlisten. Men Ida Øbro måtte i dag overlade den øverste plads på skamlen til Annika Simonsen. Nikoline Holm Splittorff løb en flot tredjeplads i hus – efter hendes to femtepladser de foregående to dage. Agnes Kracht Nørgård sluttede lidt længere nede en på de foregående to distancer som nr. 6 – mens Lise Termansen afsluttede en stabil weekend med en 4. plads. Der skal udtages fire piger til EYOC, så der er stadig spænding om, hvilket hold landstræner Jesper Stamp kommer frem til.

I H 16 var Morten Ørnhagen ikke til start. I hans fravær vandt Rasmus Krogh Madsen en sikker sejr – og gjorde dermed rigtig flot opmærksom på sig selv over for landstræneren. Søren Ødum løb en flot andenplads i hus knap tre minutter efter Rasmus. Malthe Kjær Hemmingsen og Lasse Falck Weber var henholdsvis 26 og 45 sekunder efter Søren som nr. henholdsvis tre og fire. Derefter var der et hul på 2½ minut til de næste forfølgere. I H 16 skal der også udtages fire løbere. Her har der været mange forskellige, der har blandet sig i topstriden, så det bliver ikke let at udtage dette hold.
Junior-VM afvikles i Rauland i Norge i starten af juli måned. Holdet er som udgangspunkt på seks drenge og seks piger.

I D 20 blev det et forholdsvis tæt opgør mellem de tre forhåndsfavoritter Miri Thrane Ødum, Amanda Falck Weber og Josefine Lind. Amanda var hurtigst 45 sekunder foran Miri, der igen havde 34 sekunder ned til Josefine på tredjepladsen. På de efterfølgende fire pladser kom Caroline Finderup, Caroline Gjøtterup, Astrid Maag og Mathilde Nørgård Kracht inden for knap 2½ minut. De har alle været godt med på de øvrige to distancer. Nikoline Tillingsøe, der blev 5’er på den lange distance, var ikke til start. Så holdet giver ikke helt sig selv. Der bliver lidt at spekulere over for landstrænerne Emil Thorsen og Jeppe frem mod fredag, hvor holdene skal offentliggøres.

H 20 bliver ikke lettere at udtage. Magnus Dewett viste dog høj klasse i dag og vandt mellemdistancen med mere end fem minutter!! Med en sejr fra sprint og andenplads fra lang, må han være helt selvskreven. Også Emil Øbro satte en tyk streg under sit kandidatur med andenpladsen på mellemdistancen. Thomas Knudsen greb den sidste chance og løb en fin tredjeplads i hus, mens Carl Emil Schøier Kovsted for anden dag i træk løb en fjerdeplads i hus. Carl Emil har i det hele taget overrasket rigtig positivt til disse testløb. Magnus Maag stillede kun op på mellemdistancen og blev 5’er. Malthe Gaardsdal, Aske Jepsen og Björn Cederberg, der alle har præsteret godt på de øvrige distancer endte alle længere nede på resultatlisten i dag som nr. henholdsvis 8, 11 og 13. Så der er nok at tænke over for landstrænerne.

D 16, 3,2 km
1. Annika Simonsen, FIF Hillerød, 33:02
2. Ida Øbro, Tisvilde Hegn OK, 33:36
3. Nikoline Holm Splittorff, FIF Hillerød, 33:47

H 16, 3,6 km
1. Rasmus Krogh Madsen, OK Roskilde, 33:12
2. Søren Thrane Ødum, OK Øst Birkerød, 36:11
3. Malte Kjær Hemmingsen, FIF Hillerød ,36:37

D 20, 3,7 km
1. Amanda Falck Weber, Tisvilde Hegn OK, 35:58
2. Miri Thrane Ødum, OK Øst Birkerød, 36:43
3. Josefine Lind, OK Gorm, 37:17

H 20, 4,4 km
1. Magnus Dewett, OK SNAB, 32:47
2. Emil Øbro, Tisvilde Hegn OK, 38:07
3. Thomas Sørensen, OK Melfar, 38:43

http://www.okesbjerg.dk/Joomla_3/index.php/2015-junior-elite-testlob-pa-fano/573-junior-elite-testlob-pa-fano