Nyheder-alle

Maja Alm knuste al modstand, da hun vandt sit tredje verdensmesterskab på sprintdistancen i træk. Med en overlegen fysisk præstation ved verdensmesterskaberne i Estland vandt hun helt suverænt med et forspring på mere end et halvt minut. Russerne Natalia Gemperle og Galina Vinogradova vandt sølv og bronze.

- Det er så megafedt! Jeg har både glædet mig og frygtet den her dag i et år nu. Og jeg vidste, at det ville blive en stor udfordring. Så jeg var meget nervøs, men vidste godt, hvad min opgave var. Nemlig at fokusere på mig selv og arbejde hele vejen rundt. Og det fik jeg gjort, siger en lykkelig Maja Alm.

Allerede inden Maja Alm tog hul på de 3,4 kilometer i Tartus gader, lå favoritværdigheden solidt plantet på danskerens skuldre efter VM-triumferne på den korteste distance i 2016 og 2015. Og med et fokuseret udtryk lagde den forsvarende verdensmester hurtigt ud på den 3,4 kilometer i Tartus gader.

Det høje tempo holdt hun fast i hele vejen rundt - og havde allerede på de første mellemtider en klar føring. Maja Alm tog sikre vejvalg rundt i den kuperede park og de brostenbelagte gader, der lagde grund til sprintfinalen.

Forspringet voksede og voksede undervejs, og lød i målet på suveræne 37 sekunder til russiske Natalia Gemperle.


Cecilie Klysner beviste, at hun også er rykket et niveau op i forhold til tidligere og løb en flot syvendeplads hjem på sprinten - bare 25 sekunder fra en bronzemedalje. Det er hendes første individuelle top 10-placering ved et VM.

- Jeg er helt vildt glad. Man kan altid komme i tanke om småting, man kunne have gjort bedre, og være i tvivl om man har taget de rigtige vejvalg. Men jeg holdt sammen på det hele vejen og gav alt hvad jeg havde, siger Cecilie Klysner.



Debutanterne Amanda Falck Weber og Caroline Gjøtterup leverede også to flotte præstationer og endte som henholdsvis nr. 25 og 36.

Tue Lassen lagde hurtigt ud på mændenes 4,0 kilometer - og lå længe med mellemtider til en placering blandt de seks bedste. Men på den sidste tredjedel af banen var der ikke kræfter til at holde det høje tempo og efter nogle mindre optimale vejvalg løb han i mål som nummer 11.

Jakob Edsen leverede sin bedste præstation nogensinde ved et VM ved at blive nummer 18.

- Bortset fra en lille fejl til sidst, så har jeg fuld kontrol hele vejen rundt. Jeg trykker med alt hvad jeg har og kunne ikke have løbet en meter mere - det var fedt, siger en smilende Jakob Edsen.

Schweizeren Daniel Hubmann vandt sit syvende VM-guld foran Frederic Tranchand fra Frankrig, der var tre sekunder langsommere. Sidste års sprintverdensmester, svenske Jerker Lysell, blev nummer tre.

I morgen er der igen danske medaljechancer, når sprintstafetten løbes kl. 16.05 - en disciplin, som Danmark har vundet i de seneste to år.

Det sagde de efter sprintfinalen
Amanda Falck Weber: - Teknisk gik det meget godt, men jeg havde ondt i halsen her til morgen. Det tænkte jeg ikke meget over derude, men kan godt mærke, at jeg ikke har det helt så godt her bagefter.



Caroline Gjøtterup: - Jeg har lidt blandede følelser over mit løb. Det var en god start med få poster, så jeg havde et godt overblik. Men et af langstrækkene på første runde havde mange hegn, og et af dem snød mig. Det samme skete på anden runde efter publikumsposten, og jeg blev ret stresset der. Placeringen er jeg tilfreds med, men der er plads til forbedringer.



Tue Lassen: - Jeg åbnede meget hårdt, og det er jeg godt tilfreds med at have gjort. Langt hen ad vejen gik det også ret godt, men jeg var helt udsolgt til sidst, og kunne ikke holde helt sammen på det tekniske de sidste 3 poster. Det gav også min eneste egentlige fejl, hvor jeg på det sidste reelle vejvalg vælger forkert og løber endda forbi posten.
Målsætningen var en top 6, men er godt tilfreds alligevel. Farten og teknikken er der, og jeg er klar til i morgen.



Lars Lindstrøm, Sportschef: - Det var fedt! Vi er megastolte af Maja - og også Cecilies præstation med en syvendeplads! Og så må vi ikke glemme, at både Amanda og Caroline leverer gode løb. Jakob har tydeligvis lyst på mere, og han skal bare fortsætte i den stil. Og Tues løb var også flot. Vi er rigtig glade for alle præstationerne.

Resultat, VM i Estland, Sprintfinale

Kvinder
3,4 kilometer, 13 poster
1. Maja Alm, Danmark 13.55 min.
2. Natalia Gemperle, Rusland +0.37 min
3. Galina Vinogradova, Rusland +0,39 min.
7. Cecilie Klysner, Danmark +1.02 min.
25. Amanda Falck Weber, Danmark + 2.16 min.
36. Caroline Gjøtterup, Danmark +2.53 min.

Mænd
4,0 kilometer, 15 poster
1. Daniel Hubmann, Schweiz 14.30 min.
2. Frederic Tranchand, Frankrig +0.03 min.
3. Jerker Lysell, Sverige +0.05 min.
11. Tue Lassen, Danmark +0.38 min.
18. Jakob Edsen, Danmark +0.56 min.

VM-hjemmesiden med starttider, program og resultater mm.: http://www.woc2017.ee

Foto: Kell Sønnichsen og Helge Lang Pedersen

Der er pæne chancer for en dansk medalje, når verdens bedste orienteringsløbere dyster om VM-guldet på sprintdistancen i den estiske by Tartu i eftermiddag. I fredagens kvalifikationsløb lykkedes det for det danske landshold at hente seks ud af seks mulige pladser i finalen. Og det har sat sig positive spor i truppen.

- Vi er klar. Løberne glæder sig, og humøret er højt efter den gode start i går, siger sportschef Lars Lindstrøm.

Den regerende danske sprintverdensmester Maja Alm løb et særdeles flot kvalifikationsløb i går, hvor hun vandt sit heat med mere end 30 sekunders forspring til den nærmeste forfølger.
Og derfor er sportschefens forventninger også størst til hendes præstation lørdag eftermiddag.

- Maja løber for at vinde. Det tror vi 100 procent på kan lade sig gøre, og hun viste jo i går at benene er gode. Men det kræver en fokuseret og målrettet præstation, for ellers vinder man ikke, siger Lars Lindstrøm.

Også Cecilie Klysner viste god form i kvalifikationen, hvor hun - ligesom Maja Alm - vandt sit heat. De to danske mænd i sprintfeltet, Tue Lassen og Jakob Edsen, kvalificerede sig også til finalen på fineste vis med placeringer som nummer tre og fire.

- Vi håber og drømmer om at Cecilie kan løbe sig ind i top 10, som vil være første gang for hende ved et VM. Jakob er i et hårdt felt, så hvis han kan løbe sig ind blandt de 20 bedste, vil det være rigtig godt. For Tue bliver det top 6, hvis han rammer dagen. Den bliver også hård, men det kan lade sig gøre, siger Lars Lindstrøm.

Der venter 3,4 kilometer orienteringsløb for kvinderne, mens mændene skal tilbagelægge 4 kilometer i dagens finale.

OBS! Dagens finale sendes live på Tv2 Play - og sendes først bagefter på Tv2 Sport.

Danske starttider:
Amanda Falck Weber 13.55
Caroline Gjøtterup 14.05
Maja Alm 14.25
Cecilie Klysner 14.27

Jakob Edsen 15.27
Tue Lassen 15.29

VM-hjemmesiden med starttider, program og resultater mm.: http://www.woc2017.ee

 

Søren løb et fantastisk løb og sikrede Danmark en sølvmedalje

Søren Thrane Ødum leverede en klassepræstation - og fulgte op på de stolte danske medaljetraditioner, det han fik sølv til EYOC på sprintdistancen.

Der var ikke færre end 100 løbere på startstregen til EYOC i H 16. Af alle disse løbere var Søren Thrane Ødum næsthurtigst. Jeg håber på at kunne opdatere denne nyhed med en kommentar fra Søren eller trænerne senere, men en ting er sikkert, han har løbet et rigtig flot løb. Han var 24 sekunder efter den polske vinder. Piotr Rzenca.

De øvrige danske herrer i klassen løb også fint og var mellem to og tre minutter efter vinderen.

I D16 har Hedvig Gydesen været helt suveræn på dansk grund i år. I dag viste hun høj international klasse og sluttede som nr. 8 - 1:39 efter den ungarske vinder. Også Alberte Kaae-Nielsen viste topform og sluttede som nr. 20 - yderligere 30 sekunder efter Hedvig.

I H18 stillede Danmark med fuldt hold. Det har der ellers ikke været tradition for, da en del H18 løbere også er i spil til junior-VM. Men de fire danskere gjorde det alle rigtig fint. Mikkel HOlm Nielsen var bedst på en 24. plads - 1:34 efter vinderen.

I D18 havde vi kun en enkelt dansker til start. Lotte Markussen løb et rigtig flot løb og blev nr. 22 - 2:06 efter vinderen.

Du kan se alle resultater på arrangørerne hjemmeside: http://www.eyoc2017.com/, hvor du også kan se kort og følge med live, når det i morgen går løs på den lange distance.

Danske resultater:

H16
2. Søren Thrane Ødum, +0,24
35. Anton Werner Lohndof+2,04
47. Morten Örnhagen Jørgensen +2,34
64. Daniel B. Schmidt +3:19

H18.
24. Mikkel Holm Nielsen, +1,34
35. Malthe Kjær Hemmingsen, +2,13
58. Emil Olander Lorenz, +2,57
61. Mads Møller Skaug, +3,05

D16
8. Hedvig Valbjørn Gydesen, +1,39
20. Alberte Kaae-Nielsen, +2,09
37. Nanne Lysemose Poulsen, +3,00
82. Celina Bregensøe, +7,49

D18
33. Lotte Jauhojarvi, +2,06

Foto: Bente Kjær

TueSprinkvalDet danske landshold i orienteringsløb fik den optimale start på VM i Estland, da alle seks startende løbere kvalificerede sig til lørdagens finale på sprintdistancen. Sprintverdensmesteren Maja Alm og Cecilie Klysner vandt endda hver deres heat i kvalifikationen, der blev løbet fredag eftermiddag.

Regnvejret, der dryppede ned over brostenene i Tartu, generede på ingen måde de danske løbere, der tog hul på VM i Estland på allerflotteste vis. Alle seks løbere sikrede sig en plads i finalen efter overbevisende løb.

Kvinderne skulle først i ilden - og her blev det til to overbevisende heatsejre til Maja Alm og Cecilie Klysner, der førte hele vejen rundt på de knap tre kilometer i Tartus gader.

VM-debutanterne Caroline Gjøtterup og Amanda Falck Weber kom også sikkert videre til finalen efter flotte løb - og placeringer som henholdsvis nr. 8 og 11. De 15 bedste fra hvert heat gik videre.

Og de danske herreløbere var akkurat ligeså skarpe i deres kvalifikationsheats, hvor Tue Lassen og Jakob Edsen blev henholdsvis nr. 3 og 4.

- Vi er rigtig godt tilfredse med alle præstationerne i dag. Løberne er grundlæggende i god form og godt forberedte, og de holdt alle sammen fokus på opgaven hele vejen rundt. Der er nogle små fejl her og der, så det er ikke nødvendigvis perfekte løb, men det er generelt rigtig godt, siger sportschef Lars Lindstrøm.

Sprintverdensmesteren Maja Alm, der op til VM leverede en imponerende stærk fysisk test, fik endnu et bevis på at benene er i topform. Hendes sejrsmargin i Heat A lød på ikke mindre end 31 sekunder ned til svenske Lina Strand.

- Hun viser hvad hun kan og hvad hun er god for, og derfor er vores forventninger også intakte efter i dag. Det ser jo næsten nemt ud, når hun er i så god form, siger sportschefen.

De danske medalje-forventninger til VM i Estland lyder på tre stks. - heraf én i den individuelle sprint.

Skal det lykkes, kræver det at løberne får lagt den flotte kvalifikation bag sig og nu retter fokus på lørdagens opgave - finalen, der ligeledes løbes i Tartu.

- Træerne er ikke vokset ind i himlen efter det her. Vi skal jo også løbe finalen i morgen - og det er jo dén, der gælder det hele, siger Lars Lindstrøm.

Andreas Boesen, der oprindeligt var udtaget til en startplads i den indviduelle sprint, har døjet med knæproblemer op til VM og stod derfor over i dag for at være klar til søndagens sprintstafet.

Sprintfinalen begynder lørdag kl. 13.40 dansk tid, og kan følges på Tv2 Sport og Tv2 Play.

Det sagde de efter kvalifikationen:
MajaSprintkval

Maja Alm: - Fint løb og kontrolleret. Jeg tænkte, at jeg skulle presse på, men alligevel holdt jeg lidt igen for ikke at tage chancer, så jeg lavede kom til at lave fejl eller glide på brostenene. Det er fedt at være i gang! Det er altid lidt nervepirrende med det første løb.

CecilieSprintkval
Cecilie Klysner: - Jeg var på forkant hele vejen og havde god kontrol. Løbsmæssigt var jeg ikke hurtigere end de andre, men lavede ingen fejl. De sidste par dage har jeg været meget spændt og har nok også haft lidt ekstra energi fra det.

AmandaSprintKval

Amanda Falck Weber: - Det var et fint løb. Jeg var overrasket over, at det var en så kort bane, og det ikke var sværere. Der er mere at give af rent fysisk, og jeg kunne nå at rette op, når jeg var lidt på bagkant.

CarolineSprintKval
Caroline Gjøtterup: - Rigtig godt tilfreds med løbet. Jeg kom godt fra start og havde fuldt fokus på opgaven. Undervejs hentede jeg Ewa Gwozdz, der startede halvandet minut før. Så fik jeg endnu mere fokus. Der var styr på teknikken og jeg var ikke presset i bund.

Jacob Edsen: - Kontrolleret løb med solide vejvalg. Jeg havde forberedt mig enormt meget på forhånd med tørtræning på eksisterende kort. Så jeg følte mig fysisk ovenpå fra starten og kunne tillade mig at stoppe op, når jeg var i tvivl.

Tue Lassen: - Det var som det skulle være. Det var ikke sindssygt svært i starten, men man skulle være lidt mere skarp end kortet så ud til pga. kuperingen. Det gjaldt om at finde vejvalg, der holdt højde. Det snød mig dog også på et tidspunkt, hvor jeg lavede et dårligt vejvalg. Ellers er jeg godt tilfreds. Der er overskud.

Torbjørn Gasbjerg, landstræner: - Jeg er rigtig glad. Det er gået som vi har håbet. Der er noget at bygge videre på både i morgen og resten af ugen.

Resultat, VM i Estland, Sprintkvalifikation

Kvinder
2,8 kilometer, 14 poster
Heat A
1. Maja Alm, Danmark 11.07 min.
2. Lina Strand, Sverige +0.31 min.
3. Anastasia Rudnaya, Rusland +0.31 min.
11. Amanda Falck Weber, Danmark +1.22 min.

Heat B
1. Galina Vinogradova, Rusland 11.23 min.
2. Tove Alexandersson, Sverige +0.03 min.
3. Ursula Kadan, Østrig +0.24 min.
8. Caroline Gjøtterup, Danmark +0.51 min.

Heat C
1. Cecilie Klysner, Danmark 10.33 min.
2. Elena Roos, Schweiz +0.13min.
3. Karolin Ohlsson, Sverige +0.23 min.

Mænd
3,2-3,3 kilometer, 18-19 poster
Heat B
1. Daniel Hubmann, Schweiz 10.33 min.
2. Aleksi Niemi, Finland +0.09 min
3. Tue Lassen, Danmark +0.10 min.

Heat C
1. Mathias Kyburz, Schweiz 11.08 min.
2. Kristian Jones, Storbritannien +0.07 min
3. Jan Petrzela, Tjekkiet +0.10 min
4. Jakob Edsen, Danmark +0.12 min.

VM-hjemmesiden med starttider, program og resultater mm.: http://www.woc2017.ee

Foto: Kell Sønnichsen

Sprintstafet WOC 2016Der er rigtigt gode muligheder for at følge med, når landsholdet i de kommende syv dage løber om VM-medaljer i Estland.

Mesterskaberne begynder fredag eftermiddag med sprintkvalifikationen i Tartu og varer indtil de afsluttende stafetter på fredag i den kommende uge.

Alle finaler kan følges direkte på Tv2 Sport og Tv2 Play, hvor den skadede landsholdsløber Ida Bobach og tidligere verdensmester Emma Klingenberg skiftes til rollen som ekspertkommentator.

Tv2 Sport sender:
Lørdag 1/7: Sprintdistance – finale (kl. 13.30-16) - OBS! Sendes live på Tv2 Play - og efterfølgende på Tv2Sport
Søndag 2/7: Sprintstafet – finale (Kl. 15.55-17.20)
Tirsdag 4/7: Langdistance – finale (Kl. 12-16.05)
Torsdag 6/7: Mellemdistance – finale (Kl. 11.00-12.55 og 14.00 –16.05)
Fredag 7/7: Stafet – finale (Kl. 11.45-16)

Hele programmet kan ses her: http://tvtid.tv2.dk/kanal/tv2-sport

Der kan ligeledes købes adgang til at følge konkurrencerne på livestream på IOFs Live Orienteering-platform https://liveorienteering.com/

Dansk Orienterings-Forbund dækker VM med nyheder på hjemmesiden her, videointerview med løbere og ledere på Facebook, samt billeder fra VM-ugen på DOFs Instagram-profil @danskorientering.

Foto: Jeppe Ruud

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter
MacUrth

Organisationer og partnere

Nordea-fonden
International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
Naturens Dag
Golden Action Days
DIF
Aktiv året rundt