Nyheder-alle

DOFs nye direktør Kenneth Majkjær Mikkelsen (nr. 3 f.h.) havde første dag på DOFs kontor i Brøndby d. 3. april.

Først og fremmest; så glæder jeg mig rigtig meget til at give mit bidrag til at Orientering opfylder sin Vision og bliver kendt som ”sjov, tilgængelig og udfordrende” idrætsgren.

Foreningsidrætten og de frivillige organisationer oplever mange udfordringer. Men helt grundlæggende, så skaber foreningsidrætten i Danmark dagligt store resultater, uanset om vi taler om elite eller breddeområdet. At kunne rumme og udvikle begge perspektiver og tilpasse indsatsen til den tid vi er en del af, er det som i sidste ende sikrer os alle den positive læring der ligger i at kunne udfolde sig fysisk og mentalt under organiserede forhold.

DOF er i den positive situation, at det er lykkedes at skabe store resultater på elitesiden samt tiltrække store Internationale events til Danmark. Samtidig så har orienteringsporten flot formået at sikre fondsmidler til en målrettet indsats rettet mod skoler og ”Find vej i Danmark” projektet. Forbundet er proaktivt, og har indenfor de senere år gennemført en organisationsændring, med fokus på 14 indsatsområder - og udviklet sin kommunikationsindsats med fokus på hjemmeside og sociale medier.

Det er derfor med stor respekt jeg tager fat på arbejdet i DOF. Der er sat mange initiativer i gang, som der de kommende år skal følges op og videreudvikles på.

Jeg kommer til DOF med flerårig-erfaring fra et andet af DIF-sportens forbund (Danmarks Motor Union, DMU), hvor tilsvarende initiativer bliver gennemført. Her er fokus ligeledes internationale events, udvikling af elite og breddearbejde samt ikke mindst de services, som forbundet tilbyder. Min faglige baggrund er kommunikation - og derfor har jeg en faglig interesse for udvikling af digital service og kommunikationsplatforme.

Det er min erfaring, at det som et sekretariat i en interesseorganisation måles på, er evnen til at levere service og varetage organisationens interesser. Jeg har derfor en stor forventning til, at netop disse to områder får højt fokus. Det vil udmønte sig i forhold til kommunikation, økonomi og support samt samarbejde med DIF, Team Danmark, Sport Event Denmark, regionale aktører og forhåbentlig nye forretningsmuligheder. Samtidig er det en væsentlig ambition for mig, at klubberne, de frivillige ledere og sekretariatet oplever, at der er en positiv energi baseret på tillid og dialog i DOF. 

Den kommende tid vil blive et intensivt forløb, hvor jeg udover sekretariatet og elitesatsningens ansatte får lejlighed til at hilse på en lang række af forbundets frivillige, klubberne og naturligvis de interessenter, som omgiver DOF.

Privat har jeg dyrket mange forskellige sportsgrene. I mine unge år var det primært basketball og tennis - og de senere år cykling. Samtidig har jeg børn, som dyrker atletik, svømning, badminton og fodbold - og hvor jeg selv er aktiv som frivillig. Det er med andre ord en bred pallette af sportsgrene, jeg direkte eller indirekte har stiftet bekendtskab med.

Med min tiltræden i DOF, glæder jeg mig til at stifte bekendtskab med endnu en sportsgren og jeg ser frem til det spændende arbejde, som dagligt finder sted i Dansk Orientering. …. Vi ses derude. 

 

Weekendens Danish Spring talte både lørdag og søndag med som afdelinger i Ungdoms Cup 2017, så der nu er afviklet 4 af de i alt 12 afdelinger.

Indtil videre har 105 forskellige løbere i alderen 11-16 år deltaget i en eller flere af afdelinger i Ungdoms Cup, men der er plads til mange flere - også dig...

Efter de fire afdelinger i Ungdoms Cuppen er stillingen således:

D11-12          Johanne Skouboe, Horsens OK, 390 point
D13-14          Sigrid Høyer Staugaard, FIF Hillerød Orientering, 400 point
D15-16          Hedvig Valbjørn Gydesen, OK Melfar, 400 point
H11-12          Jonathan Birk Nielsen, Aalborg OK, 372 point
H13-14          Jacob Klærke Mikkelsen, Horsens OK, 390 point
H15-16          Elias Hinge Krogsgaard, Silkeborg OK, 356 point

Jacob Klaerke

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter 4 afdelinger af Ungdoms Cup 2017, fører Jacob Klærke Mikkelsen, Horsens OK klassen H13-14. Jacob ses her på de sidste meter af langdistancen ved Danish Spring, hvor han kæmpede sig gennem morgendisen til en topplacering, der sikrede ham endnu 100 point i Ungdoms Cup 2017.
Foto: Malthe Poulsen

Da det er 8 afdelinger der tæller i den samlede Ungdoms Cup, kan meget selvfølgelig nå et ske, men i D13-14 og D15-16 er det værd at bemærke at begge de førende løbere har gjort rent bord i de fire første afdelinger.

Næste gang du kan løbe point hjem til Ungdoms Cup 2017 er til Påskeløb 2017 13/4 - 15/4, hvor det er det samlede resultat for de 3 dage der er afgørende for dine point.

Du kan se alle resultaterne i Ungdoms Cup på http://do-f.dk/dansk-orienterings-forbund/ranglister

Maja Alm vandt alle tre konkurrencer til Danish Spring. Foto: Bent Hjarbo

Sidste konkurrence ved Danish Spring var langdistancen, og Rasmus Ødum havde lavet nogle rigtig udfordrende baner. Fysikken fik en afgørende betydning i dag. For at vinde herrebanen skulle man løbe de 19,3 km med en kilometertid på 4:48, og dette til trods for at Rasmus havde lagt banen, så man blive holdt rigtig meget inde i terrænet.

Tredobbelt dansk
Maja Alm sikrede sig sin tredje sejr af tre mulige i denne weekend. Efter løbet afslørede hun, at det havde været vigtig for hende at trykke på hele vejen, da hun overvejer at løbe langdistancen til VM. VM skal løbes i Estland i år, og terrænet kræver på mange måder det samme af løberne, som de blev udsat for i Grib Skov og Harager Hegn i dag, så det bliver rigtig spændende at se, om Maja kan være med helt fremme i medaljekampen også på denne distance.

Det var måske endnu mere glædeligt at se, at Cecile Friberg Klysner viste, at hun også kan på alle distancer. Hun blev for tredje dag i streg nr. 2. Hendes tid var i dag blot 2:47 min langsommere end Majas. Hun fuldender dermed indtrykket af, at hun står over for en rigtig god sæson. Tredjepladsen gik til Emma Klingenberg, der fortsat har rigtig god fart i benene. Hun var blot 28 sekunder efter Cecilie. De tre danske piger henviste dermed de internationale stjerner Hollie Orr fra Storbritanien, Marika Teini fra Finland, Emily Kemp fra Canada, Anastasia Denisova fra Hviderusland og Svetlane Mironova fra Rusland til de fem efterfølgende placeringer.

Tæt afgørelse i herreklassen
I herreklassen løb Olav Lundanes som ventet af med sejren. Men det blev meget snært – og det så længe ud til, at svenske Fredrik Bakkman skulle trække det længste strå. Ved post 36 (af 49) lige inden publikumspassagen, havde Fredrik Bakkman et komfortabelt forspring på 2:26 minutter til Lundanes. Men så bommede Bakkman den næste post med to minutter. Det var nok til at lukke Lundanes ind i kampen igen, og han åd langsomt resten af forspringet på den sidste knap halve times løb og have i mål 16 sekunder at give af.

Tue Lassen blev bedste dansker på en 5. plads 6½ minut efter Lundanes. Rasmus Djurhuus var yderligere 13 sekunder efter som nr. 7, mens unge Björn Cederberg viste rigtig god form ved på 8. pladsen kun at være et lille minut efter Tue.

Langdistancen afsluttede en rigtig fin weekend, hvor dansk orientering blev vist fra sin bedste side. Det var tre rigtig fine og velorganiserede konkurrencer, som arrangørklubberne OK Øst og Helsingør OK kan være rigtig stolte af.

Du kan genopleve konkurrencer – se tracking, baner, resultater og billeder på arrangørerne hjemmeside.

Søren Schwartz var igen i dag bedste danske herrer med en flot 3. plads. Foto: Worldofo.com

Mellemdistancen i årets Danish Spring blev afholdt i Harager Hegn. Søren Skaarup Larsen havde lagt nogle udfordrende baner, hvor man skulle mestre en fin afveksling mellem meget høj fart og finurlige korte stræk i svært overskuelige områder.

Dobbelt dansk igen i dag
I dameklassen blev det en gentagelse af top tre fra sprinten i går. Maja Alm vandt med en overbevisende margin på to minutter ned til Cecilie Klysner, der endnu engang imponerede med at henvise den tidligere langdistance verdensmester Svetlana Mironova til tredjepladsen.

Maja Alm har taget en fysisk test i sidste uge. Den viste, at hun er lidt fra topformen, men ret præcis samme sted som hun var sidste år på samme tid – og der gik det jo som bekendt rigtig godt til VM. Til trods for at hun er lidt fra topformen, løb hun den 5,7 km lange bane på imponerende 30:23.

En andet positivt dansk resultat var, at Miri Thrane Ødum viste, at hun er tilbage efter en lang skadesperiode. I en tid der blot var 2:11 minutter langsommere end Cecile Klysner, sikrede hun sig en 6. plads.

Olav Lundanes tog favoritsejr
Hos herrerne gik sejren som ventet til den norske verdensmester på langdistance Olav Lundanes. Men det blev en kneben sejr. Han var blot 9 sekunder foran hvidesrussiske Andrey Salin, og med danske Søren Schwartz yderligere 4 sekunder efter. Søren viste dermed for anden dag i træk, at han virkelig er på vej tilbage på et meget højt niveau – måske højere end nogensinde før.

Tue Lassen og Andreas Boesen gjorde det også rigtig godt. Tue blev nr. 4 – 59 sekunder efter Lundanes, mens Andreas blev nr. 6 yderligere 30 sekunder efter.

I morgen står opgaven på langdistance. Herrerne skal ud på hele 19,1 km, mens damerne skal løbe 12,9 km. Som altid kan du gense dagens løb via TracTrac trackingen via arrangørernes hjemmeside. Her kan du også finde dagens baner og resultater – og i morgen kan du følge slagets gang via liveresultater samme sted.

Dagens sprint var samtidig tredje afdeling af den danske Trimtex rangliste, hvor Søren Schwartz og Maja Alm blev de glade vindere. Foto: Lasse Grøn

Dobbelt dansk i dameklassen
Maja Alm startede først i dagens sprint, da hun ved et lille uheld i første omgang var blevet tilmeldt i motionsklassen, og derfor blev eftertilmeldt i elitklassen. Det var en ny udfordring for Maja, der er vant til at starte sidst, og derfor få bekræftelse på at tempoet er OK, når hun møder sine konkurrenter på banen, og når hun hører speakeren på publikumspassagen. Men til trods for at hun måtte gøre alt arbejdet uden at få bekræftelse på tempoet undervejs, levede hun op til sin favoritværdighed og løb en sikker sejr hjem.

Undervejs så det ellers længe ud til at Cecile Klysner, der er kommet sig helt oven på den sygdom, der holdt hende væk fra DM-nat, ville give Maja kamp helt til stregen. Men på den sidste sløjfe trak Maja fra og vandt med ca. 20 sekunder. Men Cecilie kunne løbe en flot andenplads i hus foran russiske Svetlana Mironova.

Både Cecile og Maja havde ros til banelægger Rolf Lund efter løbet. Det havde været en udfordrende bane med mange vejvalgsproblematikker. Cecile udtalte efter løbet, at hun tit havde været i tvivl om, hvilket vejvalg der var det hurtigste, men hun havde taget en hurtig beslutning og udført sine vejvalg rigtig godt, hvilke bar flot frugt.

Flot comeback af Søren Schwartz
I herreklassen startede Søren Schwartz også tidligt, da han ikke har løbet så mange WRE løb sidste år på grund af skader, og derfor ikke ligger så godt på verdensranglisten. Men det forhindrede ham ikke i at løbe et super flot løb. Han kom i mål i en meget klar føring, og tiden holdt helt ind til sidststartende Tim Robertson fra New Zealand kom i mål. Robertson vandt i en meget suveræn stil med ikke mindre end 38 sekunder foran Søren.

Tim Robertson er flyttet til Wien og træner målrettet sprint. Det har tydeligvis givet pote. I hvert fald var hans præstation i dag i verdensklasse og viser, at han har potentialet til at kæmpe med om medaljer til VM i Estland til sommer, hvis han kan holde og måske sågar løfte sit niveau lidt.

Tredjepladsen gik til en stærkt løbende Andreas Boesen. Han var blot tre sekunder efter Søren Schwartz, og førte faktisk over Søren ind til den sidste sløjfe, hvor Søren havde en fantastisk afslutning, der også var hurtigere end Tim Robertsons. På fjerdepladsen var der et meget fornøjeligt gensyn med Jakob Edsen. Det er et stykke tid siden, vi har set ham i så godt form, så det bliver rigtig spændende at følge hans udvikling hen over sæsonen. Tue Lassen var ikke helt på toppen før start, men han valgte alligevel at løbe. Det gav en placering som 4. bedste dansker 26 sekunder efter Søren Schwartz.

Du kan se tracking fra dagens konkurrence på arrangørernes hjemmeside. Her kan du også følge mellemdistancen i morgen, hvor de største favoritter starter fra omkring kl. 14:00 og frem.

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter
MacUrth

Organisationer og partnere

Nordea-fonden
International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
Naturens Dag
Golden Action Days
DIF
Aktiv året rundt