World Games 2017 SS medaljer

 Maja Alm, Søren Bobach, Andreas Hougaard Boesen og Cecilie Friberg Klysner med medaljerne

Danmark har stolte traditioner i sprintstafet med to guld og to sølv i de seneste fire verdensmesterskaber. En fantastisk holdindsats og en stærk Maja Alm på sidste tur har været recepten - og det var det også i dag i Wroclaws regnvåde Zoologiske Have, hvor Danmark vandt den afsluttende sprintstafet i World Games.

Sprintstafet består af 4 ture af ca. 15 minutters varighed. Første og sidste tur løbes af en kvinde og de to midterste af herreløbere. De respektive køns ture er "gaflede", hvilket betyder at den ene løber kan have en lidt længere rute, mens den andens er tilsvarende kortere. Disse "gaflinger" er med til at sikre, at det er vanskeligere for deltagerne fra de enkelte hold blot at følge efter den foran løbende.

Cecilie leverede en ny flot første tur

På første turen leverede Cecilie Friberg Klysner igen varen på de krogede veje i Wroclaws Zoo, hvor arrangørerne havde gjort rigtigt meget for at skabe vanskelige vejvalgsproblemer. Samtidig have vejrguderne skabt fæsteproblemer, da det havde regnet op til løbet og stadig var godt fugtigt, mens deltagerne løb.

Cecilie var hele tiden med i hovedfeltet og tog sine egne vejvalg uden på noget tidspunkt at være mere end 10 sekunder efter på radioposterne. Og så havde hun nogle lede lange gaflinger, der senere fik rigtig god betydning for Maja på sidste tur. I mål blev Andreas Hougaard Boesen sendt af på sjettepladsen, 11 sekunder efter de førende.

Cecilie fortæller: "Det var en fed bane med meget gafling, så det var vigtigt at løbe sit eget løb. Området var også forvirrende at løbe i med de meget irregulærer former. Der skulle løbes meget stærkt, og det gik godt. Jeg er tilfreds med mit løb og kan kun finde et par sekunders fejl."

 

Andreas holdt stilen

Andreas Hougaard Boesen holdt stilen og var med gode vejvalg helt oppe i spidsen af konkurrencen ved de to første radioposter. Siden havde også Andreas nogle gaflingskombinationer, som ikke mange af de andre havde, men med egne vejvalg og hård fight, holdt Andreas afstanden nede på 20 sekunder, da Søren Bobach blev sendt ud på tredje tur som nr. 6.

Sådan oplevede Andreas løbet: "I udløbet var jeg bagest i et tog og det holdt meget høj fart, og alle løb i alle retninger. Så jeg fokuserede på at løbe mit helt eget løb. Det virkede, og ved post 2 var jeg i front af toget, så jeg kunne se, at jeg bare skulle holde hovedet køligt. Det gjorde jeg også over broen på vej tilbage til arenapassagen, hvor jeg tog et helt andet vejvalg end de andre. Og det var det rigtige at gøre."

 

Søren var igen sikkerheden selv

Søren Bobach leverede endnu et sikkert sprintløb - og var også knivskarp med at tage egne beslutninger og var aldrig mere end omkring et halvt minut efter de førende. Maja Alm blev sendt ud som nr. 4, 31 sekunder efter Sabine Hauswirth fra Schweiz efter Matthias Kyburz atter havde leveret en flot præstation for alpelandet.

Søren fortæller: "Vi havde på forhånd aftalt at løbe vores eget løb og lave egne vejvalg. Det gjorde jeg også, og det blev et teknisk perfekt løb, så jeg er rigtig godt tilfreds. Det var positivt at hente Jerker Lysell på en fejl. Men der skulle løbes stærkt. Vi brugte hinanden til at holde fart, og det var hårdt allerede fra start."

 

Maja gjorde arbejdet færdigt

I starten tabte Maja Alm nogle få sekunder, men farten kom hurtigt op i det tempo, hvor ingen af konkurrenterne kunne være med og Maja halverede på rent løb afstanden til schweizeren, så den kun var 18 sekunder, da Maja kom til det sted, hvor Cecilie på første tur havde måttet slide og slæbe fordi hendes bane der var længere end konkurrenternes. Og det betød, at Majas var tilsvarende kortere og da Maja holdt fuld speed på det stykke af banen, samtidig med at schweizeren tabte tid, så var de 18 sekunder efter hurtigt omsat til 10 sekunder foran. Og som så ofte før så Maja sig derefter aldrig tilbage. Hun passerede arenaen i ensom majestæt og efter en sidste afsluttende runde i parken ved arenaen, havde hun god tid til at lade sig lykønske af holdkammeraterne før de sammen foretog det berømte danske hop over mållinjen, som pigerne introducerede ved VM-triumfen på stafetten i Skotland i 2015.

Maja om sit løb: "Det var en perfekt start at få at vide, at vi var med langt fremme. Jeg kunne også høre speakeren sige, at jeg godt kunne hente 30 sekunder, så der var lidt pres på. Jeg skulle holde lidt igen i starten for ikke at presse for meget på og løbe mit eget løb. De andre lægger hårdt ud, og jeg synes ikke at hente noget. Men den situation har jeg prøvet før, og jeg skal bare have fokus på mit eget vejvalg. Det var en fed bane og omgivelser, hvor det var afgørende at komme den rigtige vej rundt."

World Games 2017 SS mål

 

Mens Maja, Cecilie og Søren alle tidligere havde prøvet at modtage en international guldmedalje, var det Andreas' første guld efter sølvet ved VM for nogle uger siden. Både et vidnesbyrd om resultatet for Andreas' målrettede indsats og det danske landsholds evne til at bringe nye løbere ind på holdet.

Fotos og interviews: Kell Sønnichsen.

Alle resultater kan findes her

DOF ANBEFALER

Tilmeldingen til World Masters Orienteering Championships i Danmark 2018 er nu åben/Registration for WMOC 2018 is open. Læs mere her

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tilmeldingen til World Masters Orienteering Championships i Danmark 2018 er nu åben/Registration for WMOC 2018 is open. Læs mere her

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter
MacUrth

Organisationer og partnere

Nordea-fonden
International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
Naturens Dag
DIF
Aktiv året rundt