Både Thor Nørskov og Søren Schwartz præsterede flot på torsdagens mellemdistance ved VM i Estland. I det tætte og teknisk udfordrende terræn syd for Tartu blev Thor nr. 16, og Søren endte som nr. 23. Thierry Gueorgiou sluttede sin individuelle VM-karriere med endnu en guldmedalje på mellemdistancen.

Thor Nørskov havde tydeligvis lagt en influenza fra tidligere på ugen bag sig og var hurtigste dansker til at komme igennem de seks kilometer mellemdistance i terrænet, der ligesom langdistancen bød på meget underskov og deraf dårlig sigtbarhed i skoven.

Og med hans relativt tidlige starttid og sikker orientering i skoven satte han de hurtigste mellemtider undervejs og løb også over målstregen som førende, da omkring halvdelen af feltet var igennem banen.

- Jeg kunne overhovedet ikke have gjort det bedre. Det var kontrolleret fra start og jeg tog mig tiden til at stoppe, når jeg blev nervøs. Og jeg har ikke bommet noget, men holdt sammen på det hele vejen, siger Thor Nørskov.

Søren Schwartz havde også godt med fart i benene, men tabte tid på 1. og 5. posten, som betød at han ikke endte i top 20.

- Det gik ikke helt så godt. Jeg mister meget på to poster - ellers gik det ret godt. Og jeg havde fart til mere, siger Søren Schwartz.

Den franske orienteringslegende Thierry Gueorgiou vandt sit ottende VM-guld på mellemdistancen og den 14 VM-guldmedalje i alt. Gueorgiou, der løber sine sidste verdensmesterskaber i år, leverede på vanlig sikker vis en stærk teknisk præstation i den tætte skov. Blandt de stærke schweizere var Fabian Hertner hurtigst i dag, og løb sig til en sølvmedalje - 25 sekunder langsommere end Gueorgiou. Ukraineren Oleksandr Kratov vandt bronze.

Hos kvinderne var Cecilie Klysner hurtigste dansker på de lidt mere end 5 kilometer og sluttede på 28. pladsen. Tre fejl på den første halvdel af banen kostede dyre minutter, men til gengæld var sølvmedaljevinderen fra søndagens sprintstafet nærmest fejlfri på de sidste kilometer og løb sig op i klassementet.

- Jeg er meget skuffet over min start. Jeg følte egentlig, at jeg havde respekt for terrænet - og at det var teknikken, der skulle føre an. Men jeg blev overrasket over, hvor lidt man kunne se, og hvor hurtigt man kunne blive usikker. Det var umuligt at læse sig ind, hvis man først blev i tvivl om, hvor man var. Men jeg er glad for den sidste runde, hvor jeg fik vist, hvad jeg kan. Men jeg er lidt skuffet, siger Cecilie Klysner.

VM-debutanten Miri Thrane Ødum lagde hurtigt ud på mellemdistancen, men flere bom undervejs betød at hun også satte tid til i klassementet - og blev nummer 40. Caroline Gjøtterup blev ikke noteret for en tid på grund af fejlklip.

Den svenske storfavorit Tove Alexandersson, der forleden blev verdensmester på langdistancen, løb endnu en gang VM-feltet sønder og sammen og vandt med en overlegen margin på mere end to minutter. Den norske veteran Marianne Andersen løb sin niende VM-sølvmedalje hjem til samlingen, mens bronzen endte om halsen på finnen Venla Harju.



Miri Thrane Ødum: - Det var meget grønt og tungt og gav intens orientering. Man kommer hurtigt i tvivl. Nogle steder nåede jeg at stoppe op, men desværre ikke hver gang. Det gav nogle store fejl. Jeg fandt ud af, at de enkle løsninger virkede, men at gå lige på duede ikke. Jeg er tilfreds indtil post 13, men så lavede jeg to store bom på 14 og 15. Så nej, jeg er ikke godt tilfreds.

VM slutter fredag eftermiddag med stafetten.

Resultat, VM i Estland, Mellemdistance

Kvinder
5,1 kilometer, 21 poster
1. Tove Alexandersson, Sverige 32.24 min.
2. Marianne Andersen, Norge +2.10 min.
3. Venla Harju, Finland +4.10 min.
28. Cecilie Klysner, Danmark +11.21 min.
40. Miri Thrane Ødum, Danmark +16.17 min.
DSQ Caroline Gjøtterup, Danmark

Mænd
6,0 kilometer, 24 poster
1. Thierry Gueorgiou, Frankrig 33.12 min.
2. Fabian Hertner, Schweiz +0.25 min.
3. Oleksandr Kratov, Ukraine +0.30 min.
16. Thor Nørskov, Danmark +3.33 min.
23. Søren Schwartz, Danmark +4.28 min.

VM-hjemmesiden med starttider, program og resultater mm.: http://www.woc2017.ee

Foto: Kell Sønnichsen

DOF ANBEFALER

Savner du noget?

DOF fik ny hjemmeside ved årsskiftet, men du kan fortsat finde alt indhold på den gamle hjemmeside. Læs mere her

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Savner du noget?

DOF fik ny hjemmeside ved årsskiftet, men du kan fortsat finde alt indhold på den gamle hjemmeside. Læs mere her

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter
MacUrth

Organisationer og partnere

Nordea-fonden
International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
Naturens Dag
Golden Action Days
DIF
Aktiv året rundt